Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

141 farvede og ikke til at kende fra hinanden, men hos ikke faa Arter har Hannerne noget livligere Farver end Hunnerne eller er end- ogsaa meget forskellige fra dem. Saalcdes er, foruden andre stærkt udprægede Forskelligheder, hele Undersiden hos Hannen af Apro- smictus scapulatus skarlagenrød, medens Strube og Bryst hos Hun- nen er grønt med rødt Anstrøg; hos Euphema splendida er der en lignende Forskel, idet Ansigtet og Vingedækfjerene hos Hunnen har en blegere blaa Farve end hos Hannen1). I Mejsernes (Parinæ) Familie, som bygger skjulte Reder, er Hunnen hos vor almindelige Blaamejse (Parus cæruleus) „meget mindre straalende farvet" end Hannen, og hos den pragtfulde gule Sultansmejse fra Indien er Forskellen meget større2). I Spætternes store Gruppe3) er Kønnene i Almindelighed næsten ens, men hos Megapicus validus er alle de Steder paa Hovedet, Halsen og Brystet, som er purpurrøde hos Hannen, blegbrune hos Hunnen. Da Hannens Hoved hos forskellige Spættearter er straa- lende purpurrødt, medens Hunnens ikke er det, faldt det mig ind, at denne Farve muligvis kunde gøre Hunnen iøjnefaldende paa en farlig Maade, naar hun stak Hovedet tfd af Hullet, hvori Reden laa, og at, som en Følge deraf, denne Farve, i Overensstemmelse med Hr. Wallaces Antagelse, var bleven fjernet. Denne Antagelse styr- kes ved, hvad Malherbe fortæller om Indopicus carlotta; nemlig at de unge Hunner, ligesom de unge Hanner, har noget purpurrødt deroppe ved Hovedet, men at denne Farve forsvinder hos den voks- ne Hun, medens den bliver stærkere hos den voksne Han. Ikke desto mindre maa de følgende Betragtninger gøre denne Antagelse yderst tvivlsom: Hannen faar sin rigelige Del i Rugningen4) og vil saaledes næsten være lige saa udsat for Fare som Hunnen; hos mange Arter er begge Køns Hoveder lige straalende purpurfarvede; . hos andre Arter er Forskellen mellem Kønnene, hvad Mængden af det røde angaar, saa ringe, at det næppe kan gøre nogen mærkelig *) Enhver Afskygning i Forskellighed mellem Kønnene kan ses hos Avstra- liens Papegøjer. Se Gould’s „Handbook &c.“ , Vol. II, S. 14—102. 2) Macgillivray’s „British Birds“, Vol. II, S. 433. Jerdon: „Birds of India“, Vol. II, S. 282. 8) Alle de følgende Meddelelser skriver sig fra Hr. Malherbes pragtfulde „Monographie des Picidées“ , 1861. 4) Audubons „Ornithological Biography“, Vol. II, S. 75; se ogsaa „Ibis“, Vol. I, S. 268.