Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
142 Forskel paa den Fare, denne Farve udsætter Fuglen for, og endelig varierer Hovedets Farve hos de to Køn ofte lidt paa andre Maader. De Eksempler, vi nu har meddelt om smaa og trinvise Forskel- ligheder i Farve mellem Hanner og Hunner af de Grupper, i hvilke Kønnene i Almindelighed ligner hinanden, refererer sig allesam- men til Arter, som bygger lukkede eller skjulte Reder. Men man kan ligeledes iagttage lignende Gradationer hos Grupper, i hvilke Kønnene i de fleste Tilfælde ligner hinanden, men som bygger aabne Reder. Ligesom jeg tidligere har nævnt de avstralske Pape- gøjer som Eksempel, kan jeg her nævne de avstralske Duer1) uden at indlade mig paa Detaljer. Det fortjener særlig at lægges Mærke til, at i alle disse Tilfælde er de smaa Forskelligheder i Kønnenes Fjerdragt af den samme almindelige Natur, som de nu og da fore- kommende større Forskelligheder. Vi har allerede som en god Illu- stration til dette Forhold nævnt de Isfugle, hos hvilke enten Halen alene eller Fjerdragtens hele Overside er forskellig paa samme Maade hos de to Køn. Lignende Forhold kan man iagttage hos Papegøjer og Duer. Forskellighederne i Farve mellem den samme Arts Køn er ogsaa af den samme almindelige Natur, som Forskel- lighederne i Farve hos de forskellige Arter af samme Gruppe, thi naar i en Gruppe, i hvilken Kønnene i Almindelighed er ens, Han- nen afviger betydeligt fra Hunnen, saa er hans Farver ikke i en hel ny Stil. Heraf kan vi slutte, at indenfor den samme Gruppe er begge Køns særegne Farver, naar de er ens, og Hannens Farver, naar han afviger lidt, eller -endogsaa naar han afviger betydeligt fra Hunnen, i de fleste Tilfælde bleven bestemt af den samme almene Aarsag, nemlig Parringsvalget. Det er, som tidligere bemærket, ikke rimeligt, at Forskellig- heder i Kønnenes Farve, naar de er meget smaa, kan tjene Hunnen til Beskyttelse. Antager vi imidlertid, at de gør Nytte, saa kunde man tænke sig, at de var i en Overgangstilstand; men vi har ingen Grund til at antage, at mange Arter paa engang undergaar Foran- dringer. Vi kan derfor vanskeligt indrømme, at de talrige Hunner, som afviger lidt i Farve fra deres Hanner, nu allesammen begynder at blive dunkle for en Sikkerheds Skyld. Selv om vi ser hen til noget mere udprægede Kønsforskelligheder, er det saa sandsynligt, Gould: „Handbook of the Birds of Australia“, Vol. II, S. 109—149.