Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
142
Forskel paa den Fare, denne Farve udsætter Fuglen for, og endelig
varierer Hovedets Farve hos de to Køn ofte lidt paa andre Maader.
De Eksempler, vi nu har meddelt om smaa og trinvise Forskel-
ligheder i Farve mellem Hanner og Hunner af de Grupper, i hvilke
Kønnene i Almindelighed ligner hinanden, refererer sig allesam-
men til Arter, som bygger lukkede eller skjulte Reder. Men man
kan ligeledes iagttage lignende Gradationer hos Grupper, i hvilke
Kønnene i de fleste Tilfælde ligner hinanden, men som bygger
aabne Reder. Ligesom jeg tidligere har nævnt de avstralske Pape-
gøjer som Eksempel, kan jeg her nævne de avstralske Duer1) uden
at indlade mig paa Detaljer. Det fortjener særlig at lægges Mærke
til, at i alle disse Tilfælde er de smaa Forskelligheder i Kønnenes
Fjerdragt af den samme almindelige Natur, som de nu og da fore-
kommende større Forskelligheder. Vi har allerede som en god Illu-
stration til dette Forhold nævnt de Isfugle, hos hvilke enten Halen
alene eller Fjerdragtens hele Overside er forskellig paa samme
Maade hos de to Køn. Lignende Forhold kan man iagttage hos
Papegøjer og Duer. Forskellighederne i Farve mellem den samme
Arts Køn er ogsaa af den samme almindelige Natur, som Forskel-
lighederne i Farve hos de forskellige Arter af samme Gruppe, thi
naar i en Gruppe, i hvilken Kønnene i Almindelighed er ens, Han-
nen afviger betydeligt fra Hunnen, saa er hans Farver ikke i en
hel ny Stil. Heraf kan vi slutte, at indenfor den samme Gruppe er
begge Køns særegne Farver, naar de er ens, og Hannens Farver,
naar han afviger lidt, eller -endogsaa naar han afviger betydeligt fra
Hunnen, i de fleste Tilfælde bleven bestemt af den samme almene
Aarsag, nemlig Parringsvalget.
Det er, som tidligere bemærket, ikke rimeligt, at Forskellig-
heder i Kønnenes Farve, naar de er meget smaa, kan tjene Hunnen
til Beskyttelse. Antager vi imidlertid, at de gør Nytte, saa kunde
man tænke sig, at de var i en Overgangstilstand; men vi har ingen
Grund til at antage, at mange Arter paa engang undergaar Foran-
dringer. Vi kan derfor vanskeligt indrømme, at de talrige Hunner,
som afviger lidt i Farve fra deres Hanner, nu allesammen begynder
at blive dunkle for en Sikkerheds Skyld. Selv om vi ser hen til
noget mere udprægede Kønsforskelligheder, er det saa sandsynligt,
Gould: „Handbook of the Birds of Australia“, Vol. II, S. 109—149.