Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

144 racer, og hos disse er med faa Undtagelser de to Køn aldeles iden- tiske. Dersom derfor andre Arter af Gallus og Columba blev holdt i tæmmet Tilstand, og de varierede, kunde man uden Risiko forud- sige, at de samme almindelige Regler om kønslig Lighed eller Ulig- hed, der er afhængige af Nedarvingens Form, i begge Tilfælde vilde holde Stik. Paa en lignende Maade har den samme Form for Nedarving i Almindelighed været herskende i samme Gruppe af vilde Fugle, skønt der forefindes udprægede Undtagelser fra denne Regel. Indenfor samme Familie, ja endogsaa indenfor samme Slægt, kan de to Køn være aldeles ens eller meget forskellige i Farve. Der er allerede bleven meddelt Eksempler paa, at dette finder Sted indenfor samme Slægt, saaledes hos Spurve, Fluesnappere, Drosler og Hjerper. I Fasanernes Familie er, hos næsten alle Arterne, Han- nerne og Hunnerne vidunderligt forskellige, men hos Ørefasanen (Crossoptilon auritum) er de ganske ens. Hos to Arter af Chloe- faga, en Gaaseslægt, kan man ikke kende Hannerne fra Hunnerne undtagen paa Størrelsen, medens de hos to andre saa lidt ligner hinanden, at man let kunde antage dem for at høre til forskellige Arter1). Arvelighedslovene kan alene forklare de følgende Tilfælde, hvor Hunnen ved i en sen Livsperiode at erhverve Karakterer, der er Hannerne ejendommelige, tilsidst kommer til at ligne ham mere eller mindre fuldstændigt. Her kan da Beskyttelse næppe være kommen med i Spillet. Hr. Blyth meddeler mig, at Hunnerne hos Oriolus melanocephalus og hos nogle beslægtede Arter, naar de er saa voksne, at de er færdige til Parring, hvad Fjerdragten angaar afviger anseligt fra de voksne Hanner; men efter det andet og tredje Fjerskifte afviger de kun ved, at deres Næb har en let grønlig Farve. Hos Dværgrørdrummerne (Ardetta) faar, ifølge den samme Autori- tet, „Hannen ved sit første Fjerskifte sit endelige Udseende, men Hunnen ikke førend ved det tredje eller fjerde Fjerskifte; i Mellem- tiden har hun en Mellemting af en Dragt, og den bliver saa endelig byttet for en Fjerdragt, der ser ud som Hannens“. Saaledes erhver- ver ogsaa Vandrefalkens (Falco peregrinus) Hun sin blaa Fjerdragt senere end Hannen. Hr. Swinhoe siger, at hos en af Drongotorn- skaderne (Dierurus macrocercus) skifter Hannen, medens han næ- sten endnu er en Unge, sin bløde brune Fjerdragt og bliver ensformet r) „Ibis“, Vol. VI, 1864, S. 122.