Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

146 Gemmulæ, der er affødt af alle Dele af Hannen, og er tilstede, skønt skjult, hos Hunnen, og det, at de bliver udviklede, følger af en eller anden lille Forandring i deres konstituerende Vævs Valgslægtskab. Der maa tilføjes nogle faa Ord om Forandringer i Fjerdragten i Forhold til Aarstiden. Af tidligere angivne Grunde kan der næppe være Tvivl om, at de elegante Fjer og lange hængende Fjer, Toppe osv. hos Silkehejrer og andre Hejrer og mange andre Fugle, som kun udvikles og bæres om Sommeren, udelukkende tjener til Pry- delse eller har Hensyn til Parringen, skønt de er fælles for begge Køn. Hunnen bliver saaledes gjort mere iøjnefaldende i Rugetiden end om Vinteren; men saadanne Fugle som Hejrer og Silkehejrer vil være i Stand til at forsvare sig. Men da Dunfjer rimeligvis vil være ubekvemme og i alt Fald ikke til nogen Nytte om Vinteren, er det muligt, at den Sædvane at skifte Fjer to Gange om Aaret, kan være erhvervet lidt efter lidt ved Kvalitetsvalg for at fjerne ube- kvemme Prydelser i Vintertiden. Denne Betragtningsmaade kan dog ikke gælde for de mange Vadefugle, hos hvilke Sommer- og Vinter- dragter afviger meget lidt i Farve. Hos forsvarsløse Arter, hos hvilke enten begge Køn eller kun Hannerne bliver yderst iøjnefal- dende i Parringstiden, — eller hvor Hannerne paa den Tid erhver- ver saa lange Hale- eller Vingefjer, at deres Flugt besværes, saa- ledes som det 'er Tilfældet med Cosmetornis og Vidua ■—- der synes det ganske vist i Begyndelsen højst rimeligt, at det andet Fjerskifte er bleven vundet i det særlige Øjemed, at kaste Prydelserne bort. Vi maa imidlertid erindre, at mange Fugle, saasom Paradisfuglene, Argusfasanen, Paafuglen, ikke fælder deres Fjer om Vinteren; og det kan næppe hævdes, at der er noget i disse Fugles Konstitution, i det mindste kan man vel ikke hævde det for Hønsefuglenes Ved- kommende, der gør et dobbelt Fjerskifte umuligt, thi Rypen skifter Fjer tre Gange om Aaret1). Det maa derfor betragtes som tvivl- somt, hvorvidt de mange Arter, som fælder deres Fjerprydelser, eller taber deres straalende Farver om Vinteren, har erhvervet denne Sædvane paa Grund af den Besværlighed eller Fare, de ellers vilde være udsat for. Jeg antager derfor, at den Sædvane at skifte Fjer to Gange om Aaret, i de fleste eller alle Tilfælde, fra første Færd af blev er- ) Se Gould: „Birds of Great Britain“ .