Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

155 været udsat for ganske de samme Betingelser, ikke er bleven paa- virkede. Der er næppe i Naturen nogen anden Kendsgerning, der mere tydelig viser os, af hvor underordnet Betydning Livsbetingel- sernes direkte Virkning er i Sammenligning med en af Udvælgelse styret Ophobning af ubestemte Varieringer, end den forbavsende Forskel, der er paa de to Køn hos mange Fugle, da begge Køn maa have levet af den samme Føde og have været udsat for det samme Klima. Ikke desto mindre kan dette ikke helt forhindre os fra at antage, at nye Betingelser i Tidernes Løb kunde frembringe nogen direkte Virkning; vi ser kun, at denne ikke er nær saa vigtig, som Resultaterne af en af Udvælgelse styret Ophobning. Naar imidlertid en Art vandrer hen til et nyt Land, og dette maa gaa forud for Dan- nelsen af repræsentative Arter, saa vil den Forandring i Livsbetin- gelserne, som de næsten altid vil blive udsat for, faa dem til at undergaa et vist Beløb af fluktuerende Variabilitet, at dømme efter en meget almindelig Analogi. I dette Tilfælde vil Parringsvalget, som afhænger af et til Forandring meget tilbøjeligt Element — nemlig Hunnernes Smag eller Beundring — have faaet nye Farve- skatteringer eller andre Forskelligheder til at virke paa og til at op- hobe ; og da Parringsvalg stedse er virksomt, vilde det (at dømme efter hvad vi ved om Resultaterne af Menneskets ubevidste Race- valg af Husdyrene) være en forbavsende Kendsgerning, ifald for- skellige Distrikters Dyr, som aldrig kan komme til at krydses og saaledes sammenblande deres nys erhvervede Karakterer, ikke efter tilstrækkelig lang Tids Forløb var forskelligt modificerede. Disse Bemærkninger gælder ligeledes om Sommer- eller Parringsfjer- dragten, hvad enten den kun findes hos Hannerne, eller den er fæl- les for begge Køn. Om endskønt Hunnerne hos de ovenfor nævnte nær beslægtede Arter tilligemed deres Unger næppe afviger det aller mindste fra hinanden, saa at det kun er Hannerne, man kan kende, afviger dog i de fleste Tilfælde Hunnerne af en og samme Slægts Arter aaben- bart fra hinanden. Men Forskellighederne er sjældent saa store mellem dem, som mellem Hannerne. Dette ser vi tydeligt i hele Hønsefamilien, idet f. Eks. Hunnerne af den almindelige og japan- ske Fasan, og særlig af Guldfasanen og Amhertsfasanen — af Sølv- fasanen og den vilde Høne — ligner hinanden meget i Farve, me- dens Hannerne er overordentlig forskellige fra hinanden. Saaledes ii*