Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

181 fælde særligt er bleven erhvervede til Beskyttelse for Arten. Som tidligere bemærket kan der imidlertid ikke være nogen Tvivl om, at begge Køn hos mange Fugle har faaet deres Farver modificerede i dette Øjemed, saaledes at de kan undgaa at vække deres Fjenders Opmærksomhed; eller i nogle Tilfælde for at de kan komme nær paa deres Bytte uden at blive bemærkede, ganske i Lighed med det, at Uglerne har faaet deres Fjerdragt gjort blød, for at deres Flugt kunde blive lydløs. Hr. Wallace bemærker1), at „det kun er i Tro- perne, i Skove, som aldrig mister deres Bladhang, at vi finder hele Fuglegrupper, hvis Hovedfarve er grønt“. Enhver, som nogensinde har prøvet, hvor vanskeligt det er at opdage Papegøjer paa et løv- klædt Træ, vil gaa ind paa denne Betragtningsmaade; vi maa nu alligevel huske paa, at mange Papegøjer er prydede med purpur- røde, blaa og orangegule Farver, der næppe kan være Beskyttelses- farver, Spætter lever overordentlig meget paa Træer, men foruden de grønne Arter er der mange sorte og sort- og hvidbrogede Arter — og alle Arter aabenbart udsat for næsten samme Fare. Det er der- for sandsynligt, at de Fugle, der lever i Træer, har erhvervet de stærkest afstikkende Farver ved Parringsvalg; men at de grønne Farver ved Kvalitetsvalgets Hjælp har været heldigere stillede end de andre Farver, fordi de har tjent til Beskyttelse. Med Hensyn til Fugle, der opholder sig paa Jorden, vil enhver indrømme, at de er farvede saaledes, at de ligner den dem om- givende Overflade, hvor vanskeligt det er at se Agerhøns, Snepper, Strandpibere, Skovsnepper, Lærker og Natravne, naar de sidder paa Jorden. Dyr, der lever i Ørkener, afgiver de mest slaaende Eksemp- ler; thi den nøgne Flade afgiver intet Skjulested, og alle de mindre Pattedyr, Krybdyr og Fugle søger Sikkerhed ved deres Farver. Som Hr. Tristram har bemærket2) med Hensyn til Saharas Beboere, er de alle beskyttede ved deres „Isabellafarver eller Sandfarver“. Naar jeg i min Erindring tilbagekalder de Ørkenfugle, som jeg har set i Sydamerika, ligesom ogsaa de fleste af Storbritanniens Jord- fugle, saa forekommer det mig, at begge Køn i saadanne Tilfælde er ensfarvede. Jeg henvendte mig da til Hr. Tristram med Forespørgsel om Saharas Fugle, og han har venligst tilstillet mig følgende Medde- ’) „Westminster Review“ , Juli 1867, S. 5. 2) „Ibis“ , 1859, Vol. I, S. 429 og flgd.