Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

182 leise. Der er 26 Arter, henhørende til femten Slægter, som aaben- bart har faaet deres Fjerdragt farvet for Sikkerhedens Skyld, og denne Farvning er saa meget desto mere paafaldende, som den hos de fleste af disse Fugle er forskellig fra deres Slægtfarve. I tretten Arter af seks og tyve er begge Køn farvede paa samme Maade; men disse henhører til Slægter, hos hvilke dette er den almindelige Regel, saa at vi herved ikke faar noget at vide om, hvorvidt Be- skyttelsesfarverne er de samme hos begge Ørkenfuglenes Køn. Af de andre tretten Arter hører tre til Slægter, i hvilke Kønnene i Al- mindelighed er forskellige fra hinanden, men hos disse er Kønnene ens. Hos de øvrige ti Arter afviger Hannen fra Hunnen, men Af- vigelserne findes sædvanlig paa Undersiden af Legemets Fjerdragt, som er skjult, naar Fuglen ligger paa Jorden. Hovedet og Næbbet har den samme sandede Farve paa begge Køn. Hos disse ti Arter er altsaa Oversiden paa begge Køn bleven paavirket og gjort ens ved Kvalitetsvalg for Sikkerhedens Skyld, medens Undersiden alene hos Hannerne er bleven gjort forskellig ved Parringsvalg for Skøn- hedens Skyld. Da begge Køn er lige vel beskyttede, saa ser vi her tydeligt, at Hunnerne ikke ved Kvalitetsvalg er bleven forhindrede fra at nedarve deres mandlige Forfædres Farver; vi maa derfor, som tidligere udviklet i saa Henseende, kalde Loven om kønsbunden Nedarving til Hjælp. Over den hele Verden er begge Køn hos mange Arter af blød- næbbede Fugle, særlig af dem, som opholder sig i Rør og Siv, dunkelt farvede. Dersom deres Farver havde været straalende, vilde de uden Tvivl have været meget mere iøjnefaldende for deres Fjen- der ; men om de særlig har erhvervet deres matte Farver for herved at vinde Beskyttelse synes, saa vidt jeg kan se, temmelig tvivlsomt. Det er endnu mere tvivlsomt, om saadanne matte Farver kan være bleven erhvervede til Prydelse. Vi maa imidlertid huske paa, at Fuglehanner, om endskønt de er matfarvede, ofte afviger meget fra deres Hunner, hvad der saaledes er Tilfældet med den almindelige Spurv, og dette fører os til at antage, at saadanne Farver er bleven vundne ved Parringsvalg, fordi de udøver en vis Tiltrækningskraft. Mange af de blødnæbbede Fugle er Sangere, og man bør nu vel erindre, at vi i et tidligere Kapitel har vist, at de bedste Sangere sjældent er prydede med straalende Farver. Det kunde se ud, som om Fuglehunnerne i Almindelighed har udvalgt deres Mager enten