Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

183 for deres skønne Stemmers eller muntre Farvers Skyld, men ikke for begge Dele i Forening. Nogle Farver, hvis Bestemmelse aaben- bart er den at være Beskyttelsesfarver, saaledes som Skovsneppens og Natravnens, er ligeledes tegnede og skatterede med stor Elegance efter vor Smag. I saadanne Tilfælde kan vi antage, at baade Kvali- tetsvalg og Parringsvalg har virket i Forening for Beskyttelse og Prydelse. Hvorvidt der eksisterer nogen Fugl, som ikke har noget særligt tiltrækkende, hvorved den kan bedaare det andet Køn, synes tvivlsomt. Naar begge Køn er saa dunkelt farvede, at det vilde være dristigt at antage, at Parringsvalget her har været i Virksomhed, og naar der ikke kan anføres noget direkte Bevis for, at saadanne Far- ver tjener til Beskyttelse, saa er det bedst, at vi tilstaar vor fuld- stændige Uvidenhed angaaende Aarsagerne, eller, hvad der næsten er det samme, at anse Resultatet for frembragt ved Livsbetingelser- nes direkte Indvirkning. Der er mange Fuglearter, hos hvilke begge Køn er iøjnefaldende, skønt ikke prægtigt farvede, saaledes som de talrige sorte, hvide eller brogede Arter, og disse Farver er rimeligvis frembragt ved Parringsvalg. Hos den almindelige Solsort, hos Rypen, Urhanen, Sortanden (Oidemia) og selv hos en af Paradisfuglene (Lophorina atra) er kun Hannerne sorte, medens Hunnerne er brune og plet- tede, og der kan næppe være nogen Tvivl om, at jo Sortheden i disse Tilfælde har været en parringsvalgt Karakter. Det er derfor til en vis Grad sandsynligt, at den fuldstændige og delvise Sorthed hos begge Køn hos saadanne Fugle som Krager, visse Kakaduer, Storke, Svaner og mange Havfugle ligeledes er Resultatet af Parringsvalg i Forbindelse med ligelig Nedarving til begge Køn; thi den sorte Farve kan næppe i noget Tilfælde gøre Nytte som Beskyttelsesfarve. Hos forskellige Fugle, hvor Hannen alene er sort, og hos andre, hvor begge Køn er sorte, er Næbbet eller Huden paa Hovedet prægtigt farvet, og den herved frembragte Farvemodsætning for- øger deres Skønhed meget; Eksempler herpaa er Solsorthannens straalende gule Næb, den purpurfarvede Hud over Øjet hos Ur- hanen og Tjuren, det forskelligt og prægtigt farvede Næb hos Sort- andrikken (Oidemia), det røde Næb hos Corvus graculus, Linné, hos den sorte Svane og sorte Stork. Dette faar mig til at anføre, at det ikke er aldeles utroligt, at Tukanerne kan skylde Kvalitetsvalget deres Næbs enorme Størrelse, da der paa disse stilles forskellige