Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

184 livlige Farver til Skue1); den nøgne Hud omkring Munden og Næb- bet og Øjnene er ligeledes prægtigt farvede, og Hr. Gould siger, hvor han omtaler en af Arterne2), at Næbbets Farver „uden Tvivl er i den skønneste og mest straalende Tilstand i Parringstiden . Det, at Tu- kanerne er belemrede med uhyre store Næb, der dog er gjort saa lette som muligt ved deres svampede Bygning, i et Øjemed, der til- syneladende er saa uvæsentligt, det nemlig, at stille smukke Farver til Skue, det er ikke mere usandsynligt end det, at Argusfasanens Han og nogle andre Fugle skal være belemrede med Fjer saa lange, at de besværliggør Fuglenes Flugt. Ligesom kun Hannerne i forskellige Arter er sorte, medens Hunnerne er dunkelt farvede, saaledes er ogsaa i nogle faa Tilfælde kun Hannerne helt eller delvis hvide, dette gælder saaledes om for- skellige Arter af den sydamerikanske Chasmorhynchus, den antark- tiske Rajgaas (Bernicla antarctica), Sølvfasanen osv., medens Hun- nerne er brune eller dunkelt spraglede. Det er derfor ligesom før sandsynligt, at begge Køn hos mange Fugle, saaledes som hvide Kakaduer, forskellige Silkehejrer med deres skønne Fjer, Ibiser, Maager, Terner o. a. har erhvervet deres mer eller mindre fær- dige Fjerdragt ved Parringsvalg. De Arter, som lever i Sneregio- nerne, hører selvfølgelig andet Steds hen. Den hvide Fjerdragt hos nogle af de ovenfor nævnte Fugle viser sig kun hos begge Køn, naar de er kønsmodne. Dette er ligeledes Tilfældet med visse Suler, tropiske Fugle osv. og med Snegaasen (Anser hyperboreus). Da den sidste ruger paa den nøgne Jord, naar den ikke er dækket med Sne, og da den gaar Syd paa om Vinteren, saa er der ingen Grund til at antage, at dens snehvide færdige Fjerdragt tjener den til Beskyt- telse. Hos Anastomus oscitans, som vi tidligere har omtalt, har vi endnu et bedre Bevis for, at den hvide Fjerdragt er en Parrings- ') Der er ingensinde bleven givet en tilfredsstillende Forklaring af Tukan- næbbets uhyre Størrelse og endnu mindre af dets straalende Farver. Hr. Bates („The Naturalist on the Amazons“, Vol. II, 1863, S. 341) siger, at de bruger deres Næb til dermed at naa Frugter paa Grenenes yderste Spidser; og ligeledes, efter andre Forfattere, til dermed at tage Æg og Unger ud af andre Fugles Reder. Men, som Hr. Bates indrømmer, „Næbbet kan næppe anses for et til denne Anvendelse meget godt for- met Redskab“. Næbbets brede, tykke og lange Hovedmasse kan ikke forstaas som hørende til et blot og bart Griberedskab. 3) Ramphastos carinatus, Gould: „Monogaph. of Ramphastidæ“.