Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Da Parringsvalget er afhængigt af noget saa omskifteligt som Smag, kan vi forstaa, at der indenfor den samme Fuglegruppe, hvis Medlemmer næsten har de samme Levevaner, kan findes hvide eller næsten hvide, saa vel som sorte eller næsten sorte Arter, — f. Eks. hvide og sorte Kakaduer, Storke, Ibiser, Svaner, Terner og Storm- fugle. Brogede Fugle træffes undertiden ogsaa i samme Gruppe, Eksempler herpaa er den sorthalsede Svane, visse Terner og den almindelige Skade. At en stærk Farvemodsætning er Fuglene be- hagelig, vil man komme paa det rene med ved at gennemgaa en eller anden stor Samling eller en Række kolorerede Tavler, thi Kønnene afviger ofte fra hinanden, saaledes at de blegere Dele hos Hannen er mere hvide, og de forskelligt farvede mørke Dele hos den er endnu mørkere end hos Hunnen. Det kan endogsaa se ud som om blot og bar Nyhed, eller For- andring for Forandringens Skyld, undertiden har virket bedaarende paa Fuglehunnerne, ganske paa samme Maade som Forandringer i Moden virker paa os. Hertugen af Argyll siger1) — og jeg er glad ved at have den usædvanlige Tilfredsstillelse at følge i hans Køl- vand, selv om det kun er for et kort Stykke — „jeg er bleven mere og mere overbevist om, at Variering, blot og bar Variering, maa be- tragtes som et Maal og Øjemed i Naturen“. Jeg vilde ønske, Her- tugen havde forklaret, hvad han mener med Naturen. Menes der, at Universets Skaber har anordnet en Forskellighed i Resultaterne for sin egen eller for Menneskets Fornøjelse? I den første Antagelse savner jeg lige saa meget skyldig Ærbødighed, som jeg savner Sand- synlighed i den sidste. Det forekommer mig at være en bedre For- klaring at antage, at Fuglenes Smag er paavirket af deres Luner. Hannerne af visse Papegøjearter f. Eks. kan, i det mindste efter vor Smag, næppe siges at være skønnere end Hunnerne, men de af- viger fra hinanden i saadanne Ting, som, at naar Hunnen har „en smal, straalende smaragdgrøn Ring“ om Halsen, saa har Hunnen i Stedet for en rosenfarvet Ring, eller Hunnen har en sort Halsring i Stedet for „en gul Halvmaane forpaa“, og har et blegt rosenrødt Arter sorte. Denne Kendsgerning taler for den Antagelse, at disse iøjne- faldende Farver kan hjælpe Kønnene til at finde hinanden i Parrings- tiden. *) „The Journal of Travel“, udg. af A. Murray, Vol. I, 1868, S. 286.