SYTTENDE KAPITEL
Pattedyrenes sekundære Kønskarakterer
Kamplove — Særegne Vaaben, kun hos Hannerne — Aarsagen til, at
Hunnerne mangler Vaaben — Vaaben fælles for begge Køn, dog oprindelig
erhvervede af Hannen — Anden Brug af slige Vaaben — Deres store Be-
tydning — Hannens betydelige Størrelse — Forsvarsmidler — Om den For-
kærlighed, som et af Kønnene viser, naar Pattedyr parres.
Hos Pattedyrene synes det, som om Hannen snarere vinder Hun-
nen ved Kamp end ved at stille sine Yndigheder til Skue. De mest
frygtsomme Dyr, der ikke er forsynede med noget særligt Vaaben,
de kan kæmpe med, indlader sig i fortvivlede Kampe i Parrings-
tiden. Man har set to Harehanner kæmpe med hinanden, indtil den
ene af dem døde; Muldvarpehanner kæmper ogsaa undertiden med
et sørgeligt Resultat; Egernhanner „kæmper hyppigt og saarer ofte
hinanden farligt“ ; det samme gør Bæverhannerne, saa at „næppe et
eneste Skind er uden Flænger“1). Det samme lagde jeg Mærke til
paa Guanacoskindene fra Patagonien; og ved en enkelt Lejlighed
var der flere af Dyrene saa optagne af at kæmpe, at de uden Frygt
stormede tæt forbi mig. Livingstone fortæller om mange sydafrikan-
ske Dyr, at de næsten altid havde Flænger, som de havde faaet i
tidligere Stridigheder.
Vanddyrene kæmper lige saa vel som Landdyrene. Det er be-
kendt, hvor hidsigt Sælhundehannerne kæmper i Parringstiden,
baade med Tænder og Kløer, og deres Skind er ligeledes ofte be-
’) Se Waterton’s Meddelelse om to Harer, der kæmpede, i: „Zoologist“,
Vol. I, 1843, S. 211. Om Muldvarpe: Bell: „Hist, of British Quadru-
peds“,’ første Udg„ S. 100. Om Egern: Audubon og Bachman: „Vivi-
parous Quadrupeds of N. America“, 1846, S. 269. Om Bævere: Hr. A.
H. Green i: „Journal of Lin. Soc. Zoolog.“, Vol. X, 1869, S. 362.