Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

dækkede med Ar. Spermacethvalernes Hanner er meget skinsyge i Parringstiden, og i deres Kampe „faar de ofte Kæberne ind i hin- anden og vender sig om paa Siderne og tumler omkring“, saa at nogle Naturforskere tror, at den vanskabte Tilstand, i hvilken man ofte ser deres Underkæber, skyldes disse Kampe1). Det er bekendt, at alle Dyrehanner, som er forsynede med sær- egne Kampvaaben, indlader sig paa heftige Kampe. Hjortenes Mod og fortvivlede Sammenstød er ofte blcven gjort til Genstand for Be- skrivelse ; i forskellige Dele af Verden har man fundet deres Ske- letter med Takkerne klemt saadan ind i hinanden, at de ikke kunde faas ud, noget, der viste, hvor sørgeligt baade Sejrherren og den overvundne var omkomne2). Intet Dyr i Verden er saa farligt som en brunstig Elefant. Lord Tankerville har givet mig en Beskrivelse af Kampene mellem de vilde Tyre i Chillingham Park, Efterkom- mere af den gigantiske Bos primigenius, der ingenlunde er degene- rerede, hvad Modet, men nok hvad Støreisen angaar. I 1861 var der flere, der kæmpede om Overherredømmet, og man lagde Mærke til, at to af de yngre Tyre angreb Hjordens gamle Fører, overvæl- dede ham og gjorde ham ukampdygtig, saa at Vogterne troede, at han laa dødelig saaret inde i Naboskoven. Men faa Dage efter gik en af de unge Tyre alene ind i Skoven, og da kom „Jagtens Konge“, som havde ligget og ægget sig selv op til Hævn, frem, og i en Haandevending dræbte den sin Modstander. Saa gik han rolig til- bage til Hjorden og styrede den længe uden Modsigelse. Admiral B. J. Sullivan meddeler mig, at den Gang han boede paa Falklands- øerne, indførte han en ung engelsk Hingst, som i Selskab med otte Hopper græssede paa Højene nær ved Port William. Paa disse Høj- der var der to vilde Hingste, af hvilke hver havde en lille Flok Hop- ’) Om Sælernes Kampe, se: Capt. C. Abbot i: „Proc. Zool. Soc.“, 1868, S. 191; ligeledes Hr. R. Brown, ibid. 1868, S. 436; ligeledes L. Lloyd; „Game Birds of Sweden“, 1867, S. 412; endvidere Pennant. Om Sper- macethvalen se: Hr. J. H. Thompson i: „Proc. Zool. Soc.“, 1867, S. 246. Se: Scrope („Art of Deer-stalking“, S. 17) om hvorledes Takkerne hos Cervus elaphus kan gribe ind i hinanden. Richardson i: „Fauna Bor. Americana“, 1829, S. 252, siger, at man har fundet Wapitien, Mose- dyret (en Slags Elsdyr) og Rensdyret indviklede med hinanden paa denne Maade. Hr. A. Smith fandt ved Cap det gode Haab to Gnuer i denne Tilstand.