Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

195 per, „og det er vist, at disse Hingste aldrig vilde have stødt sammen uden at have givet sig til at kæmpe. Begge havde de forsøgt, hver for sig, at kæmpe med den engelske Hingst og drive den væk fra dens Hopper, men det var mislykkedes. En Dag kom de frem sam- men og angreb den. Dette blev set af Kaptajnen, som passede paa Hestene, og som, da han red hen til Stedet, fandt den ene af de to Hingste i Kamp med den engelske Hingst, medens den anden var ved at drive Hopperne bort og allerede havde faaet fire skilt fra de øvrige. Kapitajnen gjorde Ende paa Sagen ved at drive hele Selska- bet ind i Corral’en, thi de vilde Hingste vilde ikke forlade Hop- perne“ . Dyrehanner, der i Forvejen er forsynede med Hug- og Skære- tænder, som de bruger i Livets almindelige Øjemed, saaledes som Rovdyrene, Insektæderne, og Gnaverne, er sjældent forsynede med Vaaben, der særligt er tillempede til at bekæmpe deres Rivaler med. Med Hannerne hos mange andre Dyr forholder det sig ganske ander- ledes. Dette ser man deraf, at Hannerne hos Hjortene og visse Arter af Antiloper har Horn eller Takker, medens Hunnerne mangler disse. Hos mange Dyr er Hjørnetænderne i Over- eller Under- kæben, eller paa begge Steder, meget større hos Hannerne end hos Hunnerne, eller mangler hos de sidste, undertiden paa et skjult Rudiment nær. Visse Antiloper, Moskusdyret, Kamelen, Hesten, Vildsvinet, forskellige Aber, Sælhunde og Hvalrosser afgiver Ek- sempler paa disse forskellige Tilfælde. Hos Hvalroshunnen mang- ler Stødtænderne undertiden aldeles1). Hos den indiske Elefanthan og hos Dugonhannen2) afgiver Fortænderne i Overkæben Angrcbs- vaaben. Hos Narhvalens Han er kun en af Tænderne udviklet til det vel bekendte spiralvredne Horn, som man kalder det, der under- tiden er en ni til ti Fod langt. Det antages, at Hannerne bruger disse Horn, naar de kæmper med hinanden; „thi det er sjældent at faa et, der ikke er brækket, og nu og da finder man ogsaa et, hvor Spid- ’) Hr. Lamont („Seasons with the Sea-Horses“, 1861, S. 143), siger; at en ordentlig Stødtand af Hvalroshannen vejer fire Pund og er længere end Hunnens, der vejer omtrent tre Pund. Det hedder i Beskrivelsen, at Hannerne kæmper frygteligt. Om lejlighedsvis Mangel paa Stødtænder hos Hunnerne, se Hr. R. Brown: „Proc. Zool. Soc.“, 1868, S. 429. a) Owen: „Anatomy of Vertebrates“ , Vol. Ill, S. 283.