Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

196 sen af et andet er klemt ind i Bruddet1). Tanden paa den anden Side af Hovedet bestaar hos Hannen af et Rudiment, der er omtrent ti Tommer langt og indkilet i Kæben. Det er imidlertid ikke meget usædvanligt at finde dobbelthornede Narhvalhanner, hos hvilke begge Tænder er vel udviklede. Hos Hunnerne er begge Tænder rudimentære. Kaskelothannen har større Hoved end Hunnen, og dette er aabenbart til Nytte for disse Dyr i deres Søslag. Endelig er den voksne Næbdyrhan forsynet med et mærkeligt Apparat, nem- lig en Spore paa Forlemmerne, som nøje ligner en Giftslanges Gift- tand ; man ved ikke, hvad den bruges til, men der er jo Grund til at tro, at den bruges til Forsvarsvaaben2). Hos Hunnen er den et rent Rudiment. Naar Hannerne cr forsynede med Vaaben, som Hunnerne ikke har, saa kan der næppe være Tvivl om, at de bruges i Kampen mod andre Hanner, og at de er bleven erhvervede ved Parringsvalg. Det er ikke sandsynligt, i de fleste Tilfælde i det mindste ikke, at Hunnerne virkelig er bleven fri for at erhverve saadanne Vaaben, fordi de har været unyttige eller overflødige, eller paa en eller anden Maade skadelige. Tværtimod, da de af mange Hanner ofte bruges i forskellige Øjemed og særligt til at forsvare sig med imod Fjender- ne, er det en forbavsende Kendsgerning, at de er saa svagt udvik- lede eller aldeles mangler hos Hunnerne. Uden Tvivl vilde Udvik- lingen af store forgrenede Takker hvert Aar hos Hinden, og Udvik- lingen af uhyre store Stødtænder hos Elefanthunnen have været et frygteligt Kraftspild, under Forudsætning af, at disse Redskaber slet ikke var Hunnerne til nogen Nytte. Som en Følge deraf vilde Va- rieringer i disse Organers Størrelse, som førte til at fjerne dem, være kommen under Kvalitetsvalgets Kontrol, og dersom disse Va- rieringer var kønsbundne i Nedarvingen til det kvindelige Afkom, saa vilde de ikke være kommen i Strid med deres Udvikling hos Hannerne ved Parringsvalg. Men hvordan kan vi efter denne Be- tragtningsmaade forklare Tilstedeværelsen af Horn hos visse An- tilopehunner og af Stødtænder hos visse Dyrs Hunner, hvor de kun er ganske lidt mindre end Hannernes. Forklaringen herpaa maa næsten i alle Tilfælde søges i Varieringslovene. Da Rensdyret er den eneste Art i hele Hjortefamilien, hos hvil- J) Hr. R. Brown: „Proc. Zool. Soc.“, 1869, S. 553. 2) Owen om Kaskeloten og Ornithorynchus, ibid. Vol. III, S. 638, 641.