Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

197 ken Hunnen er forsynet med Takker, om endskønt noget mindre, tyndere og noget mindre grenede end hos Hannen, saa kunde det synes naturligt, at de paa en eller anden Maade var særlig nyttige for dem. Der er imidlertid noget, der taler for det modsatte. Hun- nen beholder sine Takker fra den Tid, da de er fuldt udviklede, nemlig i September, hele Vinteren igennem indtil Maj, da hun føder sine Unger; medens Hannen kaster sine Takker meget tid- ligere, nemlig mod Slutningen af November. Da begge Køn har de samme Fornødenheder og følgelig de samme Levevaner, og da Han- nen kaster sine Takker om Vinteren, er det meget usandsynligt, at de kan være til nogen særlig Nytte paa denne Aarstid, der optager den største Del af den Tid, i hvilken hun bærer Takkerne. Det er heller ikke sandsynligt, at hun skulde have nedarvet Takker fra en eller anden Stamform til hele Hjortefamilien; thi af den Kends- gerning, at kun Hannerne hos saa mange Arter i alle Egne af Ver- den har Takker, kan vi slutte os til, at dette var Gruppens oprinde- lige Karakter, det synes derfor, som om Takker maa være bleven nedarvede fra Hannen til Hunnen i en Periode, der fulgte efter den Tid, da de forskellige Arter bøjede af fra en fælles Stamform, men det synes ogsaa, som om dette ikke skete for at give dem nogen særegen Fordel derved1). Vi ved, at Takkerne udvikles i en ganske overordentlig tidlig Alder hos Rensdyret, men hvad Aarsagen dertil kan have været, ved man ikke. Det er imidlertid aabenbart bleven bevirket ved Ned- arving af Takker til begge Køn. Efter Hypotesen om Pangenesis er det forstaaeligt, at en meget lille Forandring i Hannens Konstitu- tion, enten i Pandens Væv eller i Hornanlæget, kunde føre til, at de udvikledes tidligt; og da Ungerne af begge Køn har næsten den samme Konstitution før Parringstiden, saa vilde Takkerne, dersom de var udviklede i en tidligere Alder hos Hannerne, have Tendens til at blive ligeligt udviklede hos begge Køn. Det vil støtte denne An- skuelse at huske paa, at Takkerne altid nedarves gennem Hunnen, og at der hos hende er en latent Evne til at udvikle dem, noget man Om Bygningen af Rensdyrets Takker og om Kastningen af Takkerne, se: Hoffberg: „Amoenitates Acad.“, Vol. IV, 1788, S. 149. Se: Richard- son: „Fauna Bor. Americana“, S. 241, angaaende den amerikanske Va- rietet eller Art; endvidere Major E. Ross King: „The Sportsman in Ca- nada“ , 1866, S. 80.