Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

44 Ord fremkommer stadig. Men da der er en Grænse for Hukom- melsen, saa uddør enkelte Ord ligesom hele Sprog lidt efter lidt. Max Müller1) udtrykker det godt saaledes: „I ethvert Sprog er der stadig en Kamp for Tilværelsen i Gang imellem Ordene og de grammatiske Former. De bedste, de korteste, de bekvemmeste For- mer vinder stadig, og de skylder deres egne dem iboende udmær- kede Egenskaber deres Held.“ Til de mere væsentlige Grunde for, at visse Ord overlever, tror jeg, at blot og bar Nyhed kan tilføjes; thi der er i Menneskets Sjæl en stærk Forkærlighed for Smaafor- andringer i alt muligt. Visse heldigt stillede Ords Overleven og Bevarelse i Kampen for Tilværelsen er Kvalitetsvalg. Den fuldkomne, regelmæssige og vidunderlig indviklede Byg- ning af Sprogene hos mange barbariske Nationer er ofte bleven anført som Bevis enten paa disse Sprogs guddommelige Oprin- delse eller paa deres Grundlæggeres store Kunst og tidligere Civi- lisation. Saaledes skriver F. von Schlegel: „I de Sprog, der synes at staa lavest i intellektuel Kultur, bemærker vi hyppigt en meget stor og udviklet Kunstfærdighed i den grammatikalske Bygning. Dette er særlig Tilfældet med det baskiske og det lappiske Tunge- maal og ogsaa med mange af de amerikanske.2)“ Men det er ganske vist en Fejltagelse at tale om noget Sprog som en Kunst i den For- stand, at det er bleven omhyggeligt og methodisk dannet. Filolo- gerne indrømmer nu, at Konjugationer, Deklinationer o. s. v. op- rindelig forefandtes som egne Ord, som senere er bleven slaaet sammen, og da saadanne Ord udtrykker de mest iøjnefaldende For- hold mellem Ting og Personer, saa er det ikke forbavsende, at de er bleven brugt af Folk af næsten alle Racer i de ældste Tider. Med Hensyn til Fuldkommenhed saa vil det følgende bedst vise, hvor let vi dér kan tage fejl: En Crinoide bestaar undertiden af ikke mindre end 150,000 Skalstykker,3) der alle er ordnede fuldkom- men symmetrisk i udstraalende Rækker; men en Naturforsker be- tragter ikke et Dyr af denne Slags som mere fuldkomment end et bilateralt, der kun bestaar af forholdsvis faa Dele, af hvilke ikke andre ligner hinanden end de, der staar lige over for hinanden paa modsatte Sider af Legemet. Naturforskeren anser med Rette Or- 1) „Nature“, 6. Jan. 1870, S. 257. 2) Citeret i C. S. Wake: „Chapters on Man“, 1868. S. 101. 5) Buckland: „Bridgewater Treatise“, S. 411.