Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

200 større end Hunnens, og hos denne sidste gaar de ikke sammen ved Grunden1). Hvad det almindelige Hornkvæg angaar, bemærker Hr. Blyth: „Hos de fleste vilde, okseagtige Dyr er Hornene baade læn- gere og tykkere hos Tyren end hos Koen, og hos Bantengkoen (Bos sondaicus) er Hornene meget smaa og bøjede stærkt tilbage. Hos de tamme Racer af Hornkvæg, baade af den puklede og ikke puk- lede Type, er Hornene korte og tykke hos Tyren, længere og mere slanke hos Koen og hos Studen; og hos den indiske Bøffel er de kortere og tykkere hos Tyren, længere og mere slanke hos Koen. Hos den vilde Gaour (B. gaurus) er Hornene for det meste baade længere og tykkere hos Tyren end hos Koen“2). Saaledes er hos de fleste skedehornede Drøvtyggere Hannens Horn enten længere eller kraftigere end Hunnens. Jeg kan her tilføje, at hos Rhinoceros simus er Hunnens Horn i Almindelighed længere, men mindre kraf- tige end Hannens; og hos nogle andre Arter af Næshorn skal de være kortest hos Hunnen3). Af disse forskellige Kendsgerninger kan vi uddrage den Slutning, at alle Slags Horn, selv om de er lige stærkt udviklede hos begge Køn, oprindelig blev erhvervede af Han- nerne for med dem at overvinde andre Hanner, ogsaa er bleven ned- arvede mere eller mindre fuldstændigt til Hunnen, alt efter hvad Styrke den ligelige Nedarvingsmaade har haft. Elefantens Stødtænder er hos de forskellige Arter eller Racer forskellige hos de to Køn, næsten paa samme Maade som Drøv- tyggernes Horn. I Indien og paa Malacca er kun Hannerne forsy- nede med vel udviklede Stødtænder. Elefanten fra Ceylon betragtes af de fleste Naturforskere som en særegen Race, men af nogle som en særegen Art, og hos den „findes der ikke én af hundrede, der har Stødtænder, og de faa, der har dem, er udelukkende Hanner“4). Den afrikanske Elefant er utvivlsomt en egen Art, og Hunnen har store, vel udviklede Stødtænder, skønt ikke saa store som Hannens. Denne Forskel paa Stødtænderne hos de forskellige Racer og Arter af Elefanter — den store Variabilitet i Hjortenes Takker, f. Eks. i Richardson: „Fauna Bor. Americana“ , S. 278. 2) „Land and Water“, 1867, S. 346. 8) Hr. Andrew Smith: „Zoology of S. Africa" , Pl. XIX. Owen: „Anatomy of Vertebrates“ , Vol. Ill, S. 624. 4) Hr. J. Emerson Tennent: „Ceylon“, 1859, Vol. II, S. 274. Om Malacca se: „Journal of Indian Archipelago“ , Vol. IV, S. 357.