Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

201 en betydelig Grad hos det vilde Rensdyr—det, at Hunnen af Anti- lope bezoartica nu og da har Horn — det, at nogle faa Narhvaler har to Stødtænder — og det, at Stødtænderne ganske mangler hos nogle Hvalroshunner; — det er altsammen Eksempler paa de sekundære Kønskarakterers yderst store Variabilitet og paa, at de er yderst til- bøjelige til at afvige fra hinanden hos nær beslægtede Former. Om endskønt Stødtænder og Horn i alle Tilfælde oprindelig synes at være bleven udviklede som Vaaben til Brug i Kønskampe- ne, saa tjener dc dog ofte til Nytte i andre Øjemed. Elefanten bruger sine Stødtænder, naar den angriber Tigeren; ifølge Bruce flænger den med dem Træstammerne saa længe, til den lettere kan kaste dem omkuld, og paa samme Maade forskaffer den sig Palmernes melede Marv; den afrikanske Elefant bruger ofte den ene Stødtand, og altid den samme, for at undersøge Jordbunden, og saaledes for- visse sig om, at den kan bære dens tunge Krop. Den almindelige Tyr forsvarer Hjorden med sine Horn, og i Sverrig har man, ifølge Lloyd, haft Eksempler paa, at Elsdyret har slaaet en Ulv ihjel med et eneste Slag af sine store Takker. Der kunde anføres mange lig- nende Eksempler. Næsten det besynderligste anden Haands Brug, der saaledes lejlighedsvis gøres af et Dyrs Horn, er det, Kaptajn Hutton1) har iagttaget hos den vilde Ged (Capra ægagrus) fra Hima- laya, og som da ogsaa kan fortælles om Stenbukken, nemlig, at naar Bukken er saa uheldig at falde ned fra et højt Sted, saa bøjer den Hovedet ind under sig og bryder saaledes Stødets Heftighed ved sine kraftige Horn. Hunnen kan ikke bruge sine Horn paa denne Maade, da de er mindre, men da hun er mere rolig af sig, saa har hun ikke saa meget Brug for dette sælsomme Værge. Enhver Dyrehan bruger sine Vaaben paa sin ejendommelige Maade. Den almindelige Vædder løber til og støder med en saadan Kraft med Roden af sine Horn, at jeg har set en kraftig Mand kastet over Ende saa let, som havde det været et Barn. Geder og visse Faarearter, f. Eks. O vis cycloceros fra Afghanistan2), rejser sig paa Bagbenene og ikke blot støder, men „hugger nedad og støder opad ligesom med en Sabel med den med Lister forsynede Kant af deres ) „Calcutta Journal of Nat. Hist.“ , Vol. II, 1843, S. 526. 2) Hr. Blyth i: „Land and Water“, Marts 1867, S. 134, med Hr. Capt. Hutton og andre som Hjemmelsmand. Om de vilde Pembrokeshiregeder se: „The Field“, 1869, S. 150. Darwin: Menneskets Afstamning II 14