Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
202 halvmaaneformede Horn. Da O. cycloceros engang overfaldt en stor almindelig Vædder, der var en bekendt Slagsbroder, overvandt den den alene ved det nye ved dens Fægtemaade, idet den altid gik ind paa sin Modstander og slog den tværs over Ansigtet og Snuden med et hurtigt Kast med Hovedet, og saa sprang den sin Vej, inden den anden kunde faa Tid til at støde“. Man har Meddelelser om, at en Gedebuk i Pembrokeshire, Høvdingen for en Flok, der i flere Gene- rationer havde levet i forvildet Tilstand, har dræbt flere andre Bukke i Tvekamp; denne Buk havde overordentlig store Horn, der maalte 39 Tommer i lige Linie fra Spids til Spids. Den almindelige Tyr støder, som enhver ved, sin Modstander og kaster den i Vejret; men om den italienske Bøffel siges der, at den aldrig bruger sine Horn, den giver et voldsomt Stød med sin konvekse Pande, og saa tramper den paa sin faldne Fjende med Knæerne — et Instinkt, som den almindelige Tyr ikke har1). Derfor bliver en Hund, som søger at snappe en Bøffel i Mulen, øjeblikkelig knust. Vi maa imid- lertid erindre, at den italienske Bøffel længe har været tæmmet, og at det paa ingen Maade er vist, at den vilde Stamform havde Horn af samme Skikkelse. Hr. Bartlett meddeler mig, at da en kapsk Bøffelhun (Bubalus caffer) blev sat ind i et Indelukke til en Tyr af samme Art, angreb hun ham, og han puffede hende til Gengæld om- kring med stor Voldsomhed, men det var aabenbart for Hr. Bartlett, at hvis ikke Tyren havde vist en værdig Overbærenhed, saa kunde den let have dræbt hende ved et enkelt Stød til Siden med sine uhyre Horn. Giraffen bruger sine korte haarbedækkede Horn, som er lidt længere hos Hannen end hos Hunnen, paa en mærkelig Maade; thi med sin lange Hals svinger den Hovedet om til Siden, næsten med Snuden opad og Hornene nedad, med en saadan Kraft, at jeg har set en haard Planke faa et dybt Mærke af et enkelt Slag. Hos Antiloper er det undertiden vanskeligt at danne sig nogen Forestilling om, hvordan de kan komme til at bruge deres underligt formede Horn; saaledes har Springbukken (Antilope euchore) tem- melig korte, oprette Horn, og de skarpe Spidser er bøjede indad næsten i en ret Vinkel, saaledes at de vender imod hinanden. Hr. Bartlett ved ikke, hvorledes de bruges, men mener, at de kan give *) Hr. E. M. Bailly: „Sur l’usage des cornes“ &c. i „Annales des Sc. Nat.“, Tom. II, 1824, S. 369.