Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

204 havde faaet nogenlunde lange Horn, der var bøjet lidt bagud, saa vilde den i Kampene med sine Rivaler være nødt til at bøje sit Hoved noget indad eller nedad, saadan som nu visse Hjorte gør; og det er ikke usandsynligt, at den kunde have faaet den Vane, først lejlighedsvis og senere regelmæssig, at lægge sig paa Knæ. I dette Tilfælde er det næsten vist, at de Hanner, som havde de længste Horn, vilde have været meget fordelagtigere stillet end de, der havde de korte Horn; og saa vilde Hornene lidt efter lidt være bleven gjort længere og længere ved Parringsvalg, indtil de fik deres nuværende mærkelige Længde og Stilling. Hos mange Slags Hjorte frembyder Takkernes Forgrening en mærkelig Vanskelighed; thi det er sikkert, at en enkelt lige Spids vilde frembringe et langt farligere Saar end forskellige divergerende Spidser. I Hr. Philip Egerton’s Museum er der en Tak af en Kron- hjort (Cervus elaphus), der er tretten Tommer lang og med „ikke mindre end femten Ender eller Grene“ ; og paa Moritsburg gem- mes der endnu et Gevir af en Kronhjort, der er skudt 1699 af Frederik den Første, hver af disse Takker har det forbavsende Antal af 33 Ender. Richardson afbilder et Par Takker af det vilde Rens- dyr med 29 Ender1). Af den Maade, paa hvilken Takkerne er for- grenede og særligt deraf, at Hjortene lejlighedsvis kæmper med hin- anden ved at sparke med Forbenene2), sluttede Hr. Bailly ligefrem, at deres Takker var mere til Skade for dem end til Nytte! Men denne Forfatter overser de almindelige Kampe mellem de rivali- serende Hanner. Da jeg var helt i Vilderede angaaende Takkernes Brug eller Nytte, saa spurgte jeg mig for hos Hr. Me Neill i Colin- say, som længe omhyggeligt har iagttaget Kronhjortens Levevis; han meddeler mig, at han aldrig har set nogen af selve Takkerne blive brugt, men at Øjetakkerne, derved at de vender nedad, be- skytter Panden godt, og Spidsen af dem bruges ligeledes til Angreb. *) Owen om Takkerne hos Cervus elaphus, „British Fossil Mammals“ , 1846, S. 478; „Forest Creatures“, ved Charles Boner, 1861, S. 76, 62. Richardson, om Rensdyrets Takker: „Fauna Bor. Americana", 1829, S. 240. 2) Hr. J. D. Caton („Ottawa Acad, of Nat. Science“ , Maj 1868, S. 9) siger, at de amerikanske Hjorte kæmper med Forbenene, naar „Spørgsmaalet om, hvem der er den overlegne, først er bleven løst og anerkendt i Hjorden“. Bailly: „Sur l’usage des cornes“ i „Annales des Sc. Nat.“, Tom. II, 1824, S. 371.