Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
205 Hr. Philip Egerton meddeler mig ogsaa baade med Hensyn til Kron- hjorte og Daadyr, at naar de kæmper, styrter de sig pludselig ind paa hinanden og, idet de støtter deres Takker imod hinandens Le- geme, opstaar der en fortvivlet Kamp. Naar saa en tilsidst bliver nødt til at give efter og svinger rundt, saa bestræber Sejrherren sig for at hugge Øjentakkerne ind i den undertvungne Fjende. Det synes saaledes, som om de yderste Grene navnlig eller udelukkende bruges til at puffe med eller til at forsvare sig med. Ikke desto min- dre bruges hos nogle Arter de øverste Grene som Angrebsvaaben; da en Mand en Gang blev angreben af en Wapitihjort (Cervus Cana- densis) i Judge Catons Park i Ottawa, og flere Personer forsøgte paa at befri ham, „løftede Hjorten slet ikke sit Hoved fra Jorden; den holdt i Virkeligheden sit Ansigt næsten lige med Jorden, med Mulen omtrent inde mellem Forbenene, undtagen da den vendte sit Hoved til den ene Side for som Forberedelse til et nyt Stød at gøre de nød- vendige Iagttagelser“. I denne Stilling var Spidserne af Takkerne rettede lige mod dens Modstandere. „Da den drejede Hovedet, maatte den nødvendigvis løfte det noget, fordi dens Takker var saa lange, at den ikke kunde vende Hovedet uden at løfte dem paa den ene Side, medens den anden derved kom til at røre ved Jorden“. Hjorten drev ved denne Fremgangsmaade lidt efter lidt de Folk, der var kommen til Undsætning, en 150 til 200 Fod bort, og Manden, den havde angrebet, blev dræbt1). Om endskønt Hjortenes Takker er udmærkede Vaaben, tror jeg dog ikke, at der kan være nogen Tvivl om, at en enkelt Spids vilde være langt farligere end et forgrenet Gevier; og Judge Caton, som har stor Erfaring i alt, hvad der angaar Hjorte, er ganske enig med mig i saa Henseende. Ikke heller synes de forgrenede Takker, hvorvel de er i høj Grad vigtige som Forsvarsvaaben mod Rivaler, fuldkommen vel skikkede til dette Øjemed, da de er tilbøjelige til at blive klemt imellem hinanden. Det er derfor faldet mig ind, at det kunde være, at de tjente til Prydelse. At Hjortenes grenede Ge- vir og visse Antilopers lyredannede Horn, med deres yndefulde Dobbeltbøjning, (Fig. 62) er skønne Prydelser, vil ingen nægte. Dersom da Hornene, ligesom Fortidens Ridderes pragtfulde Rust- J) Jævnfør en højst interessant Meddelelse i Appendikset til Hr. J. D. Catons ovenfor citerede Afhandling.