Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

208 kommer efter, kan vi slutte os til, at én Form for Værge ofte i Ti- dernes Løb er bleven afløst af en anden Form. Hos Drøvtyggerne staar Hornenes Udvikling i Almindelighed i omvendt Forhold til blot nogenlunde vel udviklede Hjørnetænder. Saaledes er Kameler, Guanacoer, Bjerghjorte og Moskusdyr hornløse, og de har brugelige Hjørnetænder, „der altid er mindre hos Hunnerne end hos Han- nerne“ . Kamelgruppen har i Overkæben, foruden de ægte Hjørne- tænder, et Par Fortænder, der er dannede som Hjørnetænder1). Paa den anden Side har Hjorte og Antiloper Horn, og de har sjælden Hjørnetænder og, naar de findes, er de altid smaa, saa at det er tvivlsomt, hvorvidt de er til Nytte for Dyret i dets Kampe. Hos Antilope montana findes de kun som Rudimenter hos de unge Han- ner og forsvinder, alt eftersom de bliver ældre, og de mangler hos Hunnen i alle Aldre, men hos Hunnerne hos visse andre Antilope- og Hjortearter ved man, at der nu og da findes Rudimenter af disse Tænder2). Hingste har smaa Hjørnetænder, som enten ganske mang- ler eller findes i rudimentær Tilstand hos Hoppen; men det synes ikke, som de bruges til at kæmpe med; thi Hingste bider med deres Fortænder og lukker ikke deres Mund op paa vid Gab ligesom Ka- meler og Guanacoer. Naar den voksne Han har Hjørnetænder, der nu er i en ufuldkommen Tilstand, medens Hunnen ingen har, eller blot har rene Rudimenter, saa kan vi slutte os til, at Artens gamle mandlige Stamform var forsynet med brugelige Hjørnetænder, som til Dels var bleven nedarvede til Hunnerne. Det, at disse Tænder er bleven reducerede hos Hannerne, synes at have været Følgen af en eller anden Forandring i deres Maade at kæmpe paa, ofte (dog ikke hos Hesten) fordi der er bleven udviklet nye Vaaben. Stødtænder og Horn er aabenbart af stor Betydning for deres Ejermænd, thi der bruges meget organiseret Stof til at danne dem. En enkelt Stødtand af den asiatiske Elefant en af de uddøde,, Owen: „Anatomy of Vertebrates“ , Vol. Ill, S. 349. 2) Se Rüppel i: „Proc. Zool. Soc.“, 12. Januar 1836, S. 3, om Hjørne- tænderne hos Hjorte og Antiloper, foruden en Note af Hr. Martin om en amerikansk Hind. Jævnfør ligeledes Falconer: („Palæont. Memoires and Notes“, Vol. I, 1868, S. 576) om Hjørnetænder hos en voksen Hind. Hos Moskushjortens gamle Hanner (Pallas: „Spic. Zool.“, Fase. XIII, 1779, S. 18) vokser Hjørnetænderne undertiden saa stærkt, at de naar en Længde af tre Tommer, medens vi hos Hunnerne kun finder et Rudiment, der næppe staar en halv Tomme op over Gummerne.