Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

209 uldklædte Arter — og af den afrikanske Elefant vides at have vejet henholdsvis 150, 160 og 180 Pund; ja, der er endogsaa Forfattere, der anfører større TaP). Hos Hjorte, hos hvilke Takkerne periodisk, fornyes, maa der trækkes endnu større Veksler paa Konstitutionen; thi Takkerne vejer f. Eks. hos de amerikanske Elsdyr fra halv- tresindstyve til tresindstyve Pund, og det uddøde irske Elsdyrs Tak- ker vejer fra halvtreds til halvfjerdsindstyve Pund — den sidst- nævntes Hjerneskal vejer gennemsnitlig kun fem Pund og et Fjer- dingspund. Uagtet Hornene hos Faarene ikke periodisk fornyes, saa volder dog det, at de udvikles, ifølge mange Landsmænds Mening, Opdrætteren et betydeligt Tab. Desuden er Hjorte, naar det kom- mer an paa at flygte for Rovdyr, belæssede med en Tillægsvægt, som er til Skade for dem i Væddeløbet, og desuden sinker Takkerne dem meget, naar de skal igennem en Skovegn. Hos det amerikan- ske Elsdyr er der f. Eks. fem og en halv Fod fra Spids til Spids af Takkerne og, om endskønt den manøvrerer saa udmærket med dem, at den ikke saa meget som brækker en vissen Gren, naar den gaar roligt, saa kommer den dog ikke til at bære sig saaledes ad, naar den stormer bort fra en Flok Ulve. „Under Løbet stikker den Snuden i Vejret for at kunne lægge Takkerne vandret tilbage; og denne Hove- dets Stilling gør, at den ikke kan se Jorden tydeligt“* 2). Spidserne af det store irske Elsdyrs Takker stod virkelig otte Fod fra hinanden! Medens Takkerne er bedækkede med en haarbevokset Hud, som hos Kronhjorten holder sig i omtrent tolv Uger, er de meget føl- somme for Slag, saa at de tyske Hjorte paa denne Tid til en vis Grad forandrer deres Levemaade og undgaar tætte Skove og søger hen til ungt Krat og lave Tykninger3). Disse Forhold minder os om, at Fuglehanner har erhvervet sig Fragtfjer paa Flugtens Be- kostning og andre Prydelser med Tab af deres Evne til at bekæmpe deres Rivaler. Hos Pattedyr, hvor der, som det ofte er Tilfældet, er Forskel Emerson Tennent: „Ceylon", 1859, Vol. II, S. 275; Owen: „British Fossil Mammals“ , 1846, S. 245. 2) Richardson : „Fauna Bor. Americana“ , om Moosehjorten (Alces palmata), S. 236, 237; endvidere om Takkernes Vidde: „Land and Water“, 1869, S. 143. Se ligeledes Owen: „British Fossil Mammals“, om det irske Els- dyr, S. 447, 455. 8) „Forrest Creatures“ ved C. Boner, 1861, S. 60.