Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

210 paa Kønnenes Størrelse, er Hannerne altid de største og stærkeste. Efter Meddelelse fra Hr. Gould ses dette særlig tydeligt hos Av- straliens Pungdyr, hvis Hanner synes at blive ved at vokse usæd- vanligt længe. Det mærkeligste Eksempel herpaa er imidlertid en af Sælhundene (Callorhinus ursinus), hvis fuldvoksne Hun ikke en- gang vejer en Sjettedel af, hvad den fuldvoksne Han vejer1). Som Hunter for lang Tid siden bemærkede2), er Sædet for Hannernes større Styrke altid de Dele af Legemet, som kommer i Virksomhed, naar de kæmper med de rivaliserende Hanner, — et Eksempel herpaa er saaledes Tyrens kraftige Hals. Pattedyrhannerne er ogsaa mere modige og mere stridbare end Hunnerne. Der kan næppe være Tvivl om, at disse Karakterer er bleven erhvervede til Dels ved Parringsvalg, idet nemlig gennem lange Tider de stærkeste og modigste Hanner har besejret de svage; til Dels er de ogsaa er- hvervede ved de arvelige Virkninger af Brug. Det er sandsynligt, at de paa hinanden følgende Varieringer i Styrke, Størrelse og Mod, hvad enten de skyldes den saakaldte spontane Variabilitet eller Virkningerne af Brug, ved Ophobningen af hvilke Pattedyrhannerne har erhvervet disse karakteristiske Egenskaber, indtraf temmelig sent, og som en Følge deraf for en stor Del blev btfndne i deres Nedarving til begge Køn. Med dette for Øje bestræbte jeg mig for at faa Efterretninger om den skotske Hjortehund, hos hvilken der er mere Forskel paa Kønnenes Størrelse end hos nogen anden Race (skønt der ogsaa er temmelig betydelig Forskel hos Blodhundene) eller end hos nogen anden vild Hundeart, jeg kender. Som Følge deraf henvendte jeg mig til Hr. Cuppels, en vel bekendt Opdrætter af disse Hunde, som har vejet og maalt mange af sine egne Hunde, og som med stor Be- redvillighed har samlet de følgende Kendsgerninger for mig fra forskellige Kilder. Udmærkede Hanhunde maaler til Skulderen fra otte og tyve Tommer, hvilket er lidt, til tre og tredive eller endogsaa fire og tredive Tommer i Højde, og de vejer fra mindst firsindstyve Pund indtil et hundrede og tyve Pund eller endnu mere. Hunner- nes Højde varierer fra tre og tyve til syv og tyve, eller endogsaa *) Se den meget interessante Afhandling af Hr. J. A. Allen i: „Buli. Mus. Comp. Zool. of Cambridge; United States“, Vol. II, Nr. 1, S. 82. Den omhyggelige Iagttager, Kapt. Bryant, overværede Vejningen. 2) „Animal Economy“ , S. 45.