Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

211 otte og tyve Tommer, og de vejer fra halvtredsindstyve til halv- fjerdsindstyve Pund1). Hr. Cuppies mener, at det temmelig rigtige Gennemsnitstal vil være for Hannerne mellem fem og halvfems og hundrede Pund og for Hunnerne halvfjerdsindstyve; men der er Grund til at antage, at begge Køn tidligere naaede en større Vægt. Hr. Cuppies har vejet Unger, der var fjorten Dage gamle; i et Kuld var Gennemsnitsvægten for fire Hanner seks og en halv Unce mere end for to Hunner; i et andet Kuld var Gennemsnitsvægten for fire Hanner mindre end én Unce mere end en Huns Vægt; da de samme Hanner var tre Uger gamle, var deres Gennemsnitsvægt syv og en halv Unce mere end Hunnens Vægt, og da de var seks Uger næsten fjorten Uncer mere. Hr. Wrigth til Yeldersley House siger i et Brev til Hr. Cuppies: „Jeg har opskrevet mange Kuld Hvalpes Størrelse og Vægt, og efter min Erfaring er der meget lidt Forskel paa Hanhvalpene og Hunhvalpene, indtil de bliver en fem til seks Maaneder gamle, saa begynder Hannerne at tage til og tage Magten fra Tæverne baade i Vægt og Størrelse. Ved Fødselen og flere Uger efter kan det hænde, at en Tævehvalp er større end nogle af Hanhvalpene, men de sidste gaar altid af med Sejren se- nere“ . Hr. M’Neill til Colinsay mener, at „Hannerne ikfce naar deres fulde Størrelse, før de er to Aar gamle, medens Hunnerne naar den tidligere“. Ifølge Hr. Cuppies Erfaring bliver Hanhundene ved at vokse i Højde til de er tolv eller atten Maaneder gamle, og de tager til i Vægt, til de er atten eller fire og tyve Maaneder gamle; medens Hunnerne holder op at vokse i Højde i en Alder af fra ni til fjorten eller femten Maaneder og i Vægt i en Alder fra tolv til femten Maa- neder. Af disse forskellige Meddelelser er det tydeligt, at den fulde Forskel i Størrelse mellem Hannerne og Hunnerne af den skotske Hjortehund ikke naas førend temmelig sent. Det er næsten udeluk- kende Hannerne, der bruges til Jagt; thi, som Hr. M’Neill medde- ler mig, har Hunnerne ikke tilstrækkelig Styrke og Vægt til at magte en fuldvoksen Hjort. Efter de Navne at dømme, der bruges i l) Se ogsaa Richardson: „Manual on the Dog" , S. 59. Mange værdifulde Meddelelser om den skotske Hjortehund skyldes Hr. M’Neill, der var den første, der henledte Opmærksomheden paa den Forskel, der er paa Kønnenes Størrelse, i: Scrope’s „Art of Deer Stalking“. Jeg haaber, at Hr. Cuppies har i Sinde at udgive en fuldstændig Beretning og Historie om denne berømte Race.