Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
212
gamle Sagn, synes det, efter hvad Hr. Cuppies meddeler, som om
Hannerne i meget gamle Tider var de mest fejrede, idet Tæverne
kun blev nævnt som Mødre til berømte Hanner. Derfor er det gen-
nem mange Generationer Hannen, der navnlig er bleven prøvet i
Styrke, Størrelse, Mod og Hurtighed, og de bedste af dem vil man
have sørget for at faa Afkom af. Da Hannerne imidlertid ikke naar
deres fulde Størrelse før paa et temmelig sent Tidspunkt, saa vil
de, i Overensstemmelse med den ofte omtalte Lov, have haft Ten-
dens til at nedarve deres Karakterer til deres mandlige Afkom
alene; og saaledes kan rimeligvis den store Forskel i Størrelse, der
er mellem de skotske Hjortehundes Hanner og Tæver, forklares.
Nogle faa Pattedyrhanner har særlige Organer eller Dele, der
er saaledes udviklede, at de udelukkende tjener som Forsvars-
vaaben mod de andre Hanners Angreb. Nogle Slags Hjorte bruger,
som vi har set, udelukkende eller hovedsagelig de øverste Ender af
deres Takker til at forsvare sig med ; og Oryxantilopen parerer,
efter hvad Hr. Bartlett meddeler mig, overordentlig dygtigt med
sine lange, fint bøjede Horn, der imidlertid ligeledes bruges som
Angrebsvaaben. Efter hvad den nys nævnte Iagttager bemærker,
parerer Næshornene, naar de kæmper, hinandens Stød (der gaar
udad til Siden) med deres Horn, som klaprer lydeligt mod hin-
anden, ligesom Vildsvinets Stødtænder. Om endskønt Vildsvine-
ornerne kæmper hidsigt med hinanden, saa er det dog, ifølge Brehm,
sjældent, at de faar farlige Saar,
da Slagene falder paa Stødtæn-
derne eller paa det Lag brusk-
agtig Hud, der bedækker Skul-
deren, og som de tyske Jægere
betegner som Skjoldet; — dette
er altsaa et Parti, der særligt er
modificeret til at tjene som For-
svarsvaaben. Vildsvinene bruger
i deres Ungdom (se Fig. 63)
Stødtænderne i Underkæben til
Hovedet af den almindelige Vildsvineorne i Kamp, men, naar Svinet bliver
dens Livs Foraar. (Efter Brehm.)
gammelt, bliver Tænderne, efter
hvad Brehm siger, krummede saa meget indad og opad over Try-
nen, at de ikke længer kan bruges hertil. De kan imidlertid endnu