Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

207 ender i en meget skarp Spids. Saadanne Takker giver deres Ejer- mand en betydelig Overlegenhed over den almindelige Buk. For- uden det, at de gør den i Stand til at løbe hurtigere igennem Skov- tykninger og Underskov (enhver Jæger ved, at Hinde og aargamle Bukke løber meget hurtigere end de store Bukke, naar disse er for- synede med deres ubekvemme Gevirer), er Spigerhornet et bedre Vaaben end de almindelige Takker. Dette gør, at de spigerhornede Bukke er mere fordelagtigt stillede end de almindelige Bukke og derfor faar Overhaand over dem, og med Tiden kan de nok komme til ganske at afløse dem i Adirondacks. Uden Tvivl fremkom den første spigerhornede Buk blot ved et rent Naturspil, men dens Spigerhorn gav den en fordelagtig Stilling og satte den i Stand til at forplante dens Ejendommelighed. Dens Efterkommere, som var lige saa fordelagtigt stillede, har forplantet Ejendommeligheden i et stedse stigende Forhold, indtil de nu ganske langsomt fortrænger de almindelige Hjorte fra deres Fødeegn.“ Pattedyrhanner, som cr forsynede med Stødtænder, bruger dem paa forskellig Maade, ligesom Tilfældet var med Hornene. Vildsvinet slaar til Siden opad; Moskusoksen slaar nedad med stor Virkning1). Skønt Hvalrossen har en saa kort Hals og et saa lidet smidigt Le- geme, „saa kan den dog baade slaa opad, nedad og til Siden med lige stor Færdighed“2). Den indiske Elefants Kæmpemaade er, efter Meddelelse fra Dr. Falconer, forskellig efter Stødtændernes Stilling og Krumning. Naar de er rettede fremad og opad, er den i Stand til at slynge en Tiger meget langt bort — der siges endog tredive Fod; naar de er korte og vender nedad, bestræber den sig for ved et pludseligt Stød at nagle Tigeren fast til Jorden og er, som en Følge heraf, farlig for Rytteren, som let kan blive kastet ud af Hoodahen3). Meget faa Pattedyrhanner har to forskellige Slags Vaaben, der er tillempede til at bekæmpe deres Rivaler med. Hannen af Mun- tjachjorten (Cervulus) er imidlertid en Undtagelse, da den er for- synet med Takker og fremstaaende Hjørnetænder. Men af det, der ’) Pallas: „Spicilegia Zoologica“ , Fase. XIII, 1779, S. 18. 2) Lamont: „Seasons with the Sea-Horses“, 1861, S. 141. 3) Jævnfør ligeledes Corse („Philosoph. Transact." , 1799, S. 212) om den Maade, paa hvilken den med korte Stødtænder forsynede Mooknah- Varietet af Elefanten angriber andre Elefanter.