Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

223 ger, og at de gamle tager paa at skrige i Begyndelsen af Parrings- tiden, først kun nu og da og med Maade, medens de rastløst vandrer omkring og søger efter Hinderne. Forud for deres Kampe skriger de stærkt og langtrukkent, men under selve Kampen er de tavse. Alle Slags Dyr, som sædvanligvis bruger deres Stemme, frembringer for- skellige Lyde ved enhver stærk Sindsbevægelse, som f. Eks. naar de er forbitrede og ved at lave sig til til Kamp; men dette kan og- saa blot være Resultatet af deres nervøse Tilstand, som fører til en krampagtig Trækning i næsten alle Legemets Muskler, som naar et Menneske skærer Tænder og knytter sine Hænder i Raseri eller Smerte. Der er ingen Tvivl om, at Hjorte udfordrer hinanden paa Liv og Død ved at skrige ad hinanden; men 4et er ikke rimeligt, at denne Sædvane ved Parringsvalget, d. v. s. derved, at de mest højrøstede Hanner har været de mest heldige i Kampene, kan have ført til en periodisk Udvidelse af Stemmeredskaberne, thi de Hjorte, som havde de kraftigste Røster, vilde ikke, med mindre de samtidig havde været de stærkeste, bedst bevæbnede og mest modige, have været fordelagtigere stillede end deres mere svagrøstede Rivaler. Fremdeles vilde de Hjorte, som havde svagere Stemme, dog, om endskønt de ikke var saa vel skikkede til at udfordre andre Hjorte, alligevel være bleven draget hen til Valpladserne lige saa vel som de, der havde de stærkeste Stemmer. Det er muligt, at Løvens Brøl kan være den til nogen virkelig Nytte derved, at den slaar dens Modstander med Rædsel; thi naar den er forbitret, saa rejser den sin Manke og forsøger saaledes in- stinktmæssig paa at se saa skrækkelig ud som muligt. Men det er ikke rimeligt, at Hjortens Skrigen, selv om den er den til Nytte paa denne Maade, skulde have været saa vigtig, at den skulde have ført til den periodiske Udvidelse af Struben. Nogle Forfattere antager, at Skriget bruges til at kalde ad Hinden med; men de ovenfor omtalte, erfarne Iagttagere meddeler mig, at Hinden ikke søger efter Han- nen, skønt Hannerne meget ivrig søger efter Hinden, hvad man jo nok kan tænke sig, efter hvad man ved om de omtalte Pattedyrs Levevis. Paa den anden Side bringer Hunnens Røst hurtigt en eller flere Hanner hen til hende1), noget, som Jægerne vel ved, og som ’) Se f. Eks. Major W. Ross King („The Sportsman i Canada" , 1866, S. 53, 131) om Moosehjortens og det vilde Rensdyrs Livsvaner.