Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

225 mærket Iagttager, Rengger1), kunde ikke se, at der var nogen særlig Aarsag, som foranledigede dem til at begynde paa Koncerten; han antager, at de, ligesom mange Fugle, er glade ved deres egen Musik og søger at overgaa hverandre deri. Hvorvidt nu de ovenfor omtalte Aber har faaet deres kraftige Røster for at besejre deres Rivaler og bedaare Hunnerne — eller hvorvidt Stemmeredskaberne er bleven styrkede og udvidede ved de arvelige Virkninger af længe fortsat Brug, uden at der er opnaaet et bestemt Gode derved — derom skal jeg ikke have nogen bestemt Mening; men den første Antagelse synes mig, i alt Fald for Hylobates agilis’s Vedkommende, at være den rimeligste. Jeg kan her nævne to meget mærkelige Kønsejendommelig- heder, der træffes hos Sælerne, da nogle Forfattere har antaget, at de paavirker Stemmen. Naar Søelefanten (Macrorhinus probosci- deus) er omtrent tre Aar gammel, er Næsen meget forlænget i Par- ringstiden og kan bevæges opad. Naar den saaledes staar i Vejret, er den undertiden en Fod lang. Hunnen har ingensinde noget saa- dant, og hendes Stemme er en anden. Hannens Røst er en vild, hæs Gurglen, som kan høres langt bort, og man tror at den forstærkes ved Snablen. Lesson sammenligner Snablens Bevægelse opad med Hudlappernes Opsvulmen hos de hønseagtige Fugles Hanner, me- dens de bejler til Hunnen. Hos en anden beslægtet Sælhundeart, nemlig Klapmydsen (Cystophora cristata) er Hovedet bedækket med en Blære eller Hætte. Denne bliver inden i støttet af Næsens Skillevæg, som gaar langt tilbage og hæver sig som en Kam paa syv Tommers Højde. Hætten er beklædt med korte Haar og er for- synet med Muskler; den kan pustes op, indtil den er mere end lige saa stor som Hovedet. I Brunsttiden kæmper Hannerne heftigt paa Isen, og deres Brølen „siges undertiden at være saa stærk, at den kan høres fire Mil bort“. Naar de bliver angrebne af Mennesker, saa brøler eller skriger de, ligesom de hver Gang, de kommer i en irritabel Sindsstemning, puster Blæren op. Nogle Naturforskere tror, at Stemmen derved forstærkes, men man har ogsaa angivet, at denne overordentlig mærkelige Dannelse bruges til flere andre Ting. Hr. R. Brown mener, at den tjener til Beskyttelse imod Uheld af alle Slags. Denne sidste Antagelse er ikke rimelig, dersom det, Sæl- ’) „Naturgeschichte der Säugetiere von Paraguay“, 1830, S. 15, 21.