Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
227 det bliver kastreret, medens det er Kid, faar det den aldrig1). For- uden den almindelige Lugt, af hvilken visse Drøvtyggeres hele Le- geme synes at være gennemtrængt i Parringstiden, er der mange Hjorte, Antiloper, Faar og Geder, der har Desmerkirtler paa for- skellige Steder, særlig i Ansigtet. De saakaldte Taaresække eller Suborbitalgruber hører hertil. Disse Kirtler afsondrer et halvt fly- dende, stinkende Stof, som undertiden er saa rigeligt tilstede, at det gaar over hele Ansigtet, hvad jeg har set hos en Antilope. De er „i Almindelighed større hos Hannerne end hos Hunnerne, og ved Kastrering forhindres de fra at udvikle sig“2). Ifølge Desmarest mangler de aldeles hos Hunnen af Antilope subgutturosa. Der kan derfor ikke være nogen Tvivl om, at de staar i nært Forhold til For- plantelsesfunktionerne. Det hænder ogsaa, at de hos nærstaaende Former findes hos nogle og mangler hos andre. Hos det voksne Moskusdyrs Han (Mosehus moschiferus) er et nøgent Rum rundt omkring Halen bedugget med et ildelugtende Fluidum, medens dette Sted hos den voksne Hun og hos Hannen, indtil den er to Aar gam- mel, er bedækket med Haar og uden Lugt. Den virkelige Moskus- sæk er, paa Grund af det Sted, hvor den er anbragt, nødvendigvis kun tilstede hos Hannen, og er saaledes nok et lugtafsondrende Or- gan. Det er en mærkelig Omstændighed, at det Stof, der udsondres af denne sidstnævnte Kirtel, ifølge Pallas, hverken forandres i Kva- litet eller tiltager i Kvantitet under Brunsttiden; alligevel paastaar denne Naturforsker, at det paa en eller anden Maade staar i Forbin- delse med Forplantningsakten. Den Forklaring, han giver af dets Brug, er imidlertid utilfredsstillende og hviler blot paa Gisning3). I de fleste Tilfælde, hvor kun Hannen i Parringstiden afsondrer en stærk Lugt, tjener denne rimeligvis til at opflamme og bedaare Hunnen. Vi maa nu i saa Henseende ikke dømme efter vor egen Smag; thi det er vel bekendt, at Rotter lokkes af visse Essenser, og ) Rengger: „Naturgeschichte der Säugethiere von Paraguay“, 1830, S. 355. Denne Iagttager har ogsaa nogle mærkværdige Meddelelser om den Lugt, de udsender. '• ) Owen: „Anatomy of Vertebrates“, Vol. Ill, S. 632. Jævnfør ogsaa Dr. Muries Iagttagelser om deres Kirtler i: „Proc. Zoolog. Soc.“, 1870, S. 340. Desmarest om Antilope subgutturosa i: „Mammalogie“, 1820, S. 455. 3) Pallas: „Spicilegia Zoolog.“, Fase. XIII, 1799, S. 24; Desmoulins: „Diet. Class. d’Hist. Nat.“, Tom. III, S. 586.