Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
239 deres Nedarving. Det kan ikke desto mindre næppe indrømmes, at de forskelligartede, livlige og hinanden stærkt modsatte Farver hos visse Pattedyr, f. Eks. hos de ovenfor nævnte Aber og Antiloper, kan forklares paa denne Maade. Vi maa vel huske paa, at disse Farver ikke viser sig hos Hannen ved Fødslen, hvad der ellers gælder om de fleste almindelige Varieringer, men først naar de er eller er nær ved at være kønsmodne, og at de, til Forskel fra almindelige Varieringer, naar Hannen kastreres, aldrig kommer igen eller senere forsvinder. Det er i det hele taget en meget rimeligere Slutning den, at de stærkt udprægede Farver og andre Prydelser hos Pattedyr- hannerne er til Nytte for dem i deres Rivaliseren med andre Han- ner, og at de som en Følge deraf er bleven erhvervede ved Parrings- valg. Sandsynligheden af denne Antagelse styrkes derved, at den Forskel, der er paa Kønnenes Farve, næsten udelukkende, som man kan se ved at gennemgaa de ovenfor anførte Detaljer, findes hos de Grupper og Undergrupper af Pattedyr, som frembyder andre og ud- prægede Kønskarakterer, der ligeledes skyldes Parringsvalgets Ind- virkning. Pattedyr lægger aabenbart Mærke til Farven. Hr. S. Baker lagde gentagne Gange Mærke til, at den afrikanske Elefant og Næs- hornet med særligt Raseri angreb hvide og graa Heste. Jeg har andet Steds1) vist, at halvvilde Heste aabenbart foretrækker at parres med dem, der har samme Farve, og at Hjorde af Daadyr af forskellig Farve længe har undladt at blande sig med hinanden, om endskønt de levede sammen. Det er en endnu mere betegnende Omstændighed, at en Zebrahoppe ikke vilde indlade sig med en Æselhingst, førend den blev malet saaledes, at den lignede en Zebra, og da gav den, som John Hunter bemærker, „sig gerne af med den. I dette mærkelige Tilfælde har vi et Instinkt, vakt ved blot og bar Farve, og som var saa stærkt i sin Virkning, at det overvandt alt andet ellers. Men det var ikke Hannen, der fordrede dette; det at Hunnen var et Dyr, der nogenlunde lignede den selv, var tilstræk- keligt til at opildne den“2). I et tidligere Kapitel har vi set, at de højere Dyrs Sjæleevner ikke er forskellige i Art, om endskønt de er meget forskellige i *) „The Variation of Animals and Plants under Domestication“ , 1868, Vol. II, S. 102, 103. a) „Essays and Observations by J. Hunter“, udg. af Owen, 1861, Vol. I, S. 194.