Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

270 Grundlaget indviklede være unyt- x) Helmholtz: „Théorie Phys, de la Musique“ , 1868, S. 187. 2) Hr. R. Brown i: „Proc. Zool. Soc.“ , 1868, S. 410. 8) „Journal of Anthropolog. Soc.“, 1870, S. CLV. Jævnfør ogsaa nogle af de sidste Kapitler i Hr. J. Lubbock’s „Prehistoric Times“, 2. Edit., 1869, som indeholder en udmærket Fremstilling af de vildes Sæder. dyr, som man kan sige om, at det synger“. Den synes at være meget ophidset, naar den er færdig med sin Musik. Ulykkeligvis er der aldrig bleven lagt nøje Mærke til dens Sædvaner i vild Tilstand; men at dømme efter Analogi med næsten alle andre Dyr, er det i høj Grad rimeligt, at den særligt frembringer disse Toner i Parrings- tiden. Opfattelse af musikalske Kadenser og af Rytme er rimeligvis fælles for alle Dyr, om end ikke Glæden ved disse Ting er det, og uden Tvivl afhængig af deres Nervesystems almene fysiologiske Beskaffenhed. Selv Krebsdyr, som ikke er i Stand til at frembringe nogen vilkaarlig Lyd, cr i Besiddelse af visss Hørchaar, som man har set vibrere, naar den rette Tone blev anslaaet1). Det er vel be- kendt, at visse Hunde hyler, naar de hører bestemte Toner. Sæl- hunde holder aabenbart af Musik og deres Kærlighed dertil „var de gamle vel bekendt og vore Dages Jægere drager sig ofte denne Om- stændighed til Nytte“2). Hos alle de Dyr, navnlig Insekter, Padder og Fugle, hvis Hanner i Parringstiden uophørlig frembringer har- moniske Toner eller blot rytmiske Lyde, er det rimeligt, at Hun- nerne kan sætte Pris paa dem og opflammes eller bedaares af dem, ellers vilde Hannernes uophørlige Bestræbelser og de Dannelser, som de ofte udelukkende er i Besiddelse af, tige. Det indrømmes almindeligt, at Menneskets Sang er og Oprindelsen til Instrumentalmusiken. Da hverken Glæden over eller Evnen til at frembringe musikalske Toner er Egenskaber, der er til den mindste direkte Nytte for Mennesket overfor Livets al- mindelige Forhold, saa maa de regnes blandt de mest mystiske, med hvilke han er begavet. De er tilstede i en meget raa, og som det synes næsten latent Tilstand, hos Mennesker af alle Racer, selv dc vildeste; men saa forskellig er de forskellige Racers Smag, at vor Musik ikke gør de vilde den mindste Fornøjelse, og deres Musik er for vore Øren forfærdelig og meningsløs. Dr. Seeman siger i nogle interessante Bemærkninger om dette Spørgsmaal3), „at han tvivler