Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

271 om hvorvidt, selv iblandt de vestevropæiske Nationer, nøje for- bundne som de er ved nært og hyppigt Samkvem, den ene Nations Musik forstaas paa samme Maade af de andre, som af Nationen selv. Rejser vi Øst paa, finder vi, at der ganske vist er et forskelligt Tone- sprog Glædessange og Danseakkompagnementer er ikke længere som hos os i Dur, men i Moll“. Hvad enten nu Menneskets halvt menneskelige Forfædre, ligesom den førnævnte Gibbon, havde Evne til at frembringe og uden Tvivl ogsaa Evne til at sætte Pris paa har- moniske Toner, eller ej, saa har vi al mulig Grund til at tro, at Men- nesket havde disse Evner i en meget fjern Tid, thi Sang og Musik er yderst gamle Kunster. Digtekunsten, der kan betragtes som af- født af Sangen, er ligeledes saa gammel, at mange er bleven forbav- sede over, at den skulde være opstaaet i de tidligste Aldre, om hvilke vi har Efterretninger. De musikalske Egenskaber, som ikke ganske mangler hos nogen af Racerne, kan udvikle sig hurtigt og stærkt, dette ser vi med Hot- tentotterne og Negerne, som med Lethed er bleven udmærkede Mu- sikere, om endskønt de ikke i deres Hjemstavn udøver noget, som vi vilde kalde for Musik. Men der er intet anomalt i denne Omstændig- hed. Nogle Fuglearter, som aldrig af sig selv giver sig til at synge, kan uden stor Vanskelighed lære at synge; saaledes har Husspurven lært Iriskens Sang. Da disse to Arter er nær beslægtede og hører til Ordenen Insessores, der næsten rummer alle Verdens syngende Fugle, er det meget muligt eller rimeligt, at en af Spurvens For- fædre’ kan have været en Sanger. Det er en meget mærkeligere Kendsgerning, at Papegøjerne, der hører til en Gruppe, som er for- skellig fra Insessores og har anderledes dannede Stemmeredskaber, kan lære ikke blot at tale, men ogsaa at fløjte Melodier af Menne- skets Opfindelse, saa at de maa have nogen musikalsk Evne. Ikke desto mindre vilde det være temmelig dristigt at antage, at Pape- gøjerne nedstammer fra en eller anden gammel Stamform, som var en Sanger. Der kunde anføres mange analoge Eksempler paa, at Or- ganer og Instinkter, der oprindelig er tillempede til ét Øjemed, er bleven brugt i ganske andre Øjemed1). Derfor kan den Evne til n Efter at dette Kapitel var trykt, har jeg set en værdifuld Artikel af Hr. Chaunsey Wright („North. Amer. Review“, Oct. 1870, S. 293), hvor han omtaler det ovennævnte Spørgsmaal og i den Anledning bemærker: „Mange Gange medfører Naturens Love Konsekvenser, som gør, at Er-