Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
273 Side føles og udtrykkes levende Sindsbevægelser ved højtidelig Tale eller endogsaa blot i daglig Tale, bruges der instinktmæssig musi- kalske Kadenser og Rytmer. Aber udtrykker ogsaa stærke Følelser ved forskellige Toner ■— Vrede og Utaalmodighed ved lave, Frygt og Smerte ved høje Toner1). De Følelser og Ideer, som opvækkes ved Musik eller ved Kadenserne i lidenskabelig Tale, synes, fordi de er saa ubestemte og dog saa dybe, ligesom sjælelige Tilbageslag til længst forbigangne Aldres Sindsbevægelser og Tanker. Alle disse Musiken vedkommende Kendsgerninger bliver til en vis Grad forstaaelige, dersom vi kunde antage, at musikalske Toner og Rytmer blev brugt af Menneskets halvt menneskelige Stamform i Parringstiden, i hvilken alle Slags Dyr bevæges af de stærkeste Lidenskaber. I dette Tilfælde vilde harmoniske Toner, paa Grund af det dybt liggende Princip om nedarvede Associationer, rimeligvis paa en vag og ubestemt Maade kalde en længst forsvunden Alders stærke Følelser hos os til Live. Naar vi husker paa, at nogle Patte- dyrhanner har deres Stemmeredskaber meget mere udviklede end Hunnerne, og at en anthropomorf Art udsender en hel Oktav vel- klingende Toner og gerne kan siges at synge, saa synes det ikke urimeligt at antage, at Menneskets Forfædre, enten Hannerne eller Hunnerne eller ogsaa begge to, førend de havde erhvervet Evnen til at give deres indbyrdes Kærlighed Udtryk i et artikuleret Sprog, søgte at bedaare hinanden ved velklingende Toner og Rytmer. Der vides saa lidet om den Maade, paa hvilken de firhændede benytter deres Stemme i Parringstiden, saa at vi næsten ikke kan danne os nogen Mening om, hvorvidt Sangevnen først erhvervedes af vore mandlige eller af vore kvindelige Forfædre. Man siger almindeligt, at Kvinderne har smukkere Stemmer end Mændene, og dersom vi der- af kunde drage nogen Slutning, maatte det jo være den, at de først erhvervede Sangevnen for at drage det andet Køn til sig2). Men i ciation, som naar stærke Lidenskaber giver sig Luft i Tale. Hr. Spencer giver ikke nogen fyldestgørende Forklaring af (og jeg kan heller ikke give nogen saadan), hvorfor høje og dybe Toner baade hos Mennesket og de lavere Dyr udtrykker visse Sindsbevægelser. Hr. Spencer drøfter ogsaa paa en meget interessant Maade Forholdet mellem Poesi, Recitativ og Sang. Rengger: „Säugethiere von Paraguay“ , S. 49. a) Jævnfør en interessant Behandling af dette Spørgsmaal hos Häckel: „Generelle Morph.“ , B. II, 1866, S. 246.