Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
273
Side føles og udtrykkes levende Sindsbevægelser ved højtidelig Tale
eller endogsaa blot i daglig Tale, bruges der instinktmæssig musi-
kalske Kadenser og Rytmer. Aber udtrykker ogsaa stærke Følelser
ved forskellige Toner ■— Vrede og Utaalmodighed ved lave, Frygt
og Smerte ved høje Toner1). De Følelser og Ideer, som opvækkes
ved Musik eller ved Kadenserne i lidenskabelig Tale, synes, fordi
de er saa ubestemte og dog saa dybe, ligesom sjælelige Tilbageslag
til længst forbigangne Aldres Sindsbevægelser og Tanker.
Alle disse Musiken vedkommende Kendsgerninger bliver til en
vis Grad forstaaelige, dersom vi kunde antage, at musikalske Toner
og Rytmer blev brugt af Menneskets halvt menneskelige Stamform
i Parringstiden, i hvilken alle Slags Dyr bevæges af de stærkeste
Lidenskaber. I dette Tilfælde vilde harmoniske Toner, paa Grund af
det dybt liggende Princip om nedarvede Associationer, rimeligvis
paa en vag og ubestemt Maade kalde en længst forsvunden Alders
stærke Følelser hos os til Live. Naar vi husker paa, at nogle Patte-
dyrhanner har deres Stemmeredskaber meget mere udviklede end
Hunnerne, og at en anthropomorf Art udsender en hel Oktav vel-
klingende Toner og gerne kan siges at synge, saa synes det ikke
urimeligt at antage, at Menneskets Forfædre, enten Hannerne eller
Hunnerne eller ogsaa begge to, førend de havde erhvervet Evnen
til at give deres indbyrdes Kærlighed Udtryk i et artikuleret Sprog,
søgte at bedaare hinanden ved velklingende Toner og Rytmer. Der
vides saa lidet om den Maade, paa hvilken de firhændede benytter
deres Stemme i Parringstiden, saa at vi næsten ikke kan danne os
nogen Mening om, hvorvidt Sangevnen først erhvervedes af vore
mandlige eller af vore kvindelige Forfædre. Man siger almindeligt, at
Kvinderne har smukkere Stemmer end Mændene, og dersom vi der-
af kunde drage nogen Slutning, maatte det jo være den, at de først
erhvervede Sangevnen for at drage det andet Køn til sig2). Men i
ciation, som naar stærke Lidenskaber giver sig Luft i Tale. Hr. Spencer
giver ikke nogen fyldestgørende Forklaring af (og jeg kan heller ikke
give nogen saadan), hvorfor høje og dybe Toner baade hos Mennesket
og de lavere Dyr udtrykker visse Sindsbevægelser. Hr. Spencer drøfter
ogsaa paa en meget interessant Maade Forholdet mellem Poesi, Recitativ
og Sang.
Rengger: „Säugethiere von Paraguay“ , S. 49.
a) Jævnfør en interessant Behandling af dette Spørgsmaal hos Häckel:
„Generelle Morph.“ , B. II, 1866, S. 246.