Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

298 Vi ser saaledes, at der er forskellige Skikke i Gang hos de vilde, som for en stor Del vilde hæmme eller fuldstændig standse Parrings- valgets Virkning. Paa den anden Side er de Livsbetingelser, under hvilke de vilde lever, og nogle af deres Levevaner gunstige for Kvalitetsvalget, og dette virker altid sammen med Parringsvalget. Som bekendt lider de vilde meget ved stadig tilbagevendende Hungerstider; de forøger ikke deres Næringsmasse ved kunstige Midler; de lader sjældent være med at gifte sig1) og gifter sig i Almindelighed i en ung Alder. Som en Følge deraf maa de nu og da være udsat for haarde Tilværelseskampe, og kun de heldigst stil- lede Individer vil holde sig i Live. I hine tidlige Tider, da Mennesket næppe nok var bleven til Menneske endnu, levede de, som tidligere omtalt, rimeligvis enten polygamt eller tidligere monogamt. Forholdet mellem Kønnene var da, at dømme efter Analogi med de lavere Dyr, ikke ganske frit. De har uden Tvivl forsvaret deres Kvinder, saa godt de kunde, mod alle Slags Fjender og har rimeligvis sørget for at holde sig selv og deres Afkom i Live ved at jage. De kraftigste og dygtigste Mænd har staaet sig bedst i Tilværelseskampen og har faaet de mest tiltrækkende Koner. I hine tidlige Tider har vore Forfædre paa Grund af deres svage Forstandsevner ikke været meget fremsynede eller tænkt paa kommende Begivenheder. De er bleven ledede mere af deres Instinkter og endnu mindre af deres Fornuft end de vilde nu til Dags. De vilde ikke den Gang delvis have mistet et af de stærkeste af alle Instinkter, som er fælles for lavere Dyr, nemlig Kærligheden til deres spæde Afkom, og som en Følge deraf har de heller ikke dræbt deres Børn. Der har derfor heller ikke været nogen kunstig frembragt Mangel paa Kvinder, som en Følge deraf heller ikke Polyandri; der har ikke fundet tidlige Forlovelser Sted, Kvinderne er ikke bleven regnede lige med Slaver, og begge Køn, ifald Kvinderne lige saa vel som Mændene fik Lov til at vælge, vil ikke have valgt deres Mager paa Grund af disses sjælelige Egen- skaber eller Rigdomme eller sociale Stilling, men næsten udeluk- ’) Burchell siger („Travels in S. Africa“, Vol. II, 1824, S. 58), at der blandt de vilde i Sydafrika hverken findes Mænd eller Kvinder, der hen- lever deres Tid i Coelibat. Azara („Voyages dans l’Amérique Merid.“ , Tom. II, 1809, S. 21) bemærker ganske det samme med Hensyn til de vilde Indianere i Sydamerika.