Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

302 delser end Mændene. De laaner dertil Fuglehannernes Fjer, hvor- med Naturen beklædte dette Køn for dermed at bedaare Hunnerne. Da Kvinderne længe er bleven udvalgt efter deres Skønhed, er det rimeligt, at nogle af de paa hinanden følgende Varieringer er ble- ven nedarvede noget begrænset, og at som en Følge heraf Kvin- derne har nedarvet deres Skønhed i en noget højere Grad til deres kvindelige Afkom end til deres mandlige. Som en Følge heraf er Kvinderne bleven skønnere, hvad de fleste vil indrømme, end Mæn- dene. Kvinderne nedarver imidlertid ganske vist de fleste af deres Karakterer, Skønhed med indbefattet, til deres Afkom af begge Køn, saa at en fortsat Udvælgelse ved hver Races Mænd af de mest tiltrækkende Kvinder, det vil sige, hvad der i hver enkelt Race gælder for Tiltrækning, vilde komme til at modificere alle Racens Individer af begge Køn paa samme Maade. Angaaende den anden Form for Parringsvalget, (som hos de lavere Dyr er den langt almindeligste), den nemlig, hvor Hun- nerne er de vælgende og kun giver sig af med de Hanner, der mest opflammer eller bedaarer dem, saa har vi Grund til at tro, at den tidligere virkede blandt Menneskets Forfædre. Mændene har rime- ligvis faaet deres Skæg og maaske nogle andre Karakterer ved Arv fra en gammel Stamform, som paa denne Maade erhvervede sine Prydelser. Men denne Udvælgelsesform kan lejlighedsvis have vir- ket i senere Tider; thi endog hos yderst barbariske Stammer har Kvinderne mere Lejlighed til at vælge, forkaste og prøve deres El- skere, end man skulde tro. Da dette er et temmelig vigtigt Spørgs- maal, vil jeg her meddele de Eksempler, jeg i saa Henseende har kunnet finde. Hearne omtaler, hvorledes en Kvinde hos en af det arktiske Amerikas Stammer gentagne Gange løb bort fra sin Mand og levede sammen med sin Elsker, og Azara meddeler, at hos Charruaerne i Sydamerika er der ingen Vanskelighed for Skilsmisse. Hos Abipo- nerne tinger den Mand, der vælger sig en Kone, med Forældrene om Prisen. Men „det hænder hyppigt, at Pigen kuldkaster det, hvorom Forældre og Brudgom er bleven enige, idet hun haard- nakket fastholder, at hun ikke vil vide noget af Ægteskab at sige“. Hun løber ofte sin Vej, skjuler sig og narrer paa denne Maade Brud- gommen. Paa Fidjiøerne sætter Manden sig med virkelig eller for- stilt Vold i Besiddelse af Bruden; men „dersom hun, naar hun naar