Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

70 Hans Fantasi vil da lade ham føle, at et stærkere Instinkt har givet efter for et andet, der nu sammenlignelsesvis synes svagt, og da vil den Følelse af Utilfredshed lade sig fornemme, med hvil- ken Mennesket er begavet ligesom ethvert andet Dyr, for at In- stinkterne kan blive adlydt. Det ovenfor omtalte Eksempel med Svalen afgiver en Illustration, skønt af den omvendte Beskaffen- hed, til at et midlertidigt, om endskønt for Øjeblikket stærkt ved- holdende Instinkt besejrer et andet Instinkt, der sædvanligvis er stærkere end alle andre. Til en vis Aarstid synes disse Fugle den hele Dag igennem at være besat af Ønsket om at vandre; deres Vaner forandrer sig; de bliver rastløse, støjende og samler sig i Flokke. Saa længe Hunnen mader eller ruger over sine Unger, er Moderkærligheden sandsynligvis stærkere end Vandreinstinktet; men det Instinkt, som er det mest vedholdende, vinder Sejr, og til- sidst, naar et Øjeblik hendes Unger er ude af Syne, saa tager hun Flugten og forlader dem. Hvilke Samvittighedskvaler vilde ikke hver enkelt Fugl føle, dersom den, naar den var kommen til Ende med sin lange Rejse, og Vandreinstinktet ikke mere virkede, dersom den saa var begavet med saa stor Sindslivlighed, at den ikke kunde forhindre, at der stadig forbi dens Sjæl drog et Billede af dens Unger, døende i det vintermørke Nord af Hunger og Kulde. I Handlingens Øjeblik vil Mennesket uden Tvivl være tilbøje- ligt til at følge den stærkeste Impuls, og skønt dette kan faa ham til at udføre mangen en ædel Daad, vil det dog langt hyppigere faa ham til at tilfredsstille sine egne Ønsker paa andre Menneskers Bekostning. Men efter Tilfredsstillelsen, naar de forbigangne og svagere Indtryk stilles lige overfor de vedholdende selskabelige Instinkter, vil Angeren sikkert komme. Mennesket vil da føle Util- fredshed med sig selv og vil beslutte med større eller mindre Styrke at bære sig anderledes ad for Fremtiden. Dette er Samvittighed; thi Samvittigheden ser tilbage og dømmer de forbigangne Handlinger og fremkalder derved den Utilfredshed, som vi, ifald den er svag, kalder Beklagelse, ifald den er stærk, Samvittighedsnag. Disse Fornemmelser er uden Tvivl forskellige fra dem, man har, naar andre Instinkter eller Drifter lades utilfredsstillede; men et- hvert utilfredsstillet Instinkt har sin egen straffende Fornemmelse, hvad vi ser f. Eks. med Hunger, Tørst o. s. v. Saaledes straffet vil Mennesket igennem lang Vane erhverve en saa fuldkommen Selv-