Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

Magnetismens Fordeling. 87 skomagnet af Staal, der vejer 1 Pd., kan bære 20 Pd. Isaac Newton skal have været i Besiddelse af en lille Magnetsten, indfattet i en Signetring, som kunde løfte et Stykke Jern, der vejede 200 Gange saa meget som den selv. X. Magnetismens Fordeling. 104. Normal Fordeling. I en almindelig Stang- magnet ligge Polerne ikke helt ude i Enderne af Stangen, men findes et Stykke derfra, og det kan vises, at Grunden hertil er den Maade, paa hvilken Magne- tismen er fordelt i Stangen. En meget lang, tynd og regelmæssigt magnetiseret Stang har sine Poler i Enderne, men i en almindelig, tyk Magnet indtage Polerne et Rum med kendelig Udstrækning, idet den »fri Magnetisme« gradevis formindskes fra Enderne af Stangen. I hvert af disse Rum kan man imidlertid be- stemme et Punkt, i hvilket Resultanten af de magnetiske Kræfter-virker, og som i Almindelighed kan betragtes som Polen. Ved uregelmæssig Magnetisering vil det i visse Tilfælde kunne indtræffe, at der findes en eller flere Poler imellem Endepolerne. Saadanne Poler kaldes Følgepunkter (se Fig. 43)- 105. Magnetisk Felt. Det Rum omkring en Magnet, der gennemkrydses af magnetiske Kræfter, kaldes Magnetens »Felt«. Det er kräftigst tæt ved Magnetens Pol og bliver svagere og svagere, jo længere man fjerner sig fra den. I ethvert Punkt af det magne- tiske Felt har Kraften en bestemt Størrelse, og den magnetiske Fordeling virker i en bestemt Retning eller Linie. I en Hesteskomagnet er Feltet kräftigst imellem Polerne, og Linierne for den magnetiske fordeling ere Kurver, der gaa fra den ene Pol til den anden igennem Feltet. I Punkt 108 er der under »magnetiske Figurer« angivet en praktisk Maade til at finde Fordelingsliniernes Breguet’s Magneter, lavede af Allevard-Staal, have omtrent samme store Bæreevne.