Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

264 Atmosfærens Elektricitet. oppe vi maale det. Cavalla fandt, at Luften var mere elektrisk lige udenfor Kuplen paa St. Pauls Kathedral end længere nede paa Bygningen. Sir Wm. Thomson iagttog, at Potentialet paa Øen Arran*) for- øges fra 23 til 46 Volt ved en Stigning af 1 Fod; men Potentialforskellen var undertiden 8 å 10 Gange saa stor for samme Højde-Forskel, og den forandrede sig hurtigt, naar Østenvinden blæste Skymasser, ladede med positiv eller negativ Elektricitet, hen over Himlen. Joule og Thomson i Aberdeen fandt, at Potential- forøgelsen var 40 Volt for hver Fod, eller 1.3 Volt for hver Centimeter, man steg til Vejrs. I smukt Vejr er Luften meget sjeldent negativ elektrisk. Beccaria iagttog det kun 6 Gange i 15 Aar, og i saa Tilfælde ledsaget af Vinde. Men i daarligt Vejr, og naar det regner, er den oftere negativ end positiv og er underkastet store Svingninger, idet den skifter fra negativ til positiv og tilbage igen adskillige Gange i en halv Time. Vejrforandring ledsages sæd- vanlig af en udpræget Forandring i de elektriske Til- stande. »Hvis der, naar Regnen er ophørt (siger Ceca), viser sig et stærkt Overskud af (positiv) Elek- tricitet, er det l'egn paa, at Vejret vil holde sig smukt i flere Dage.« 307. lagttagelsesmaader. De ældre Iagttagere lod sig nøje med at forbinde et Elektroskop (med Guldblade eller Hyldemarvskugler) med en isoleret spids Stang, der ragede op i Luften over Jordover- fladen, eller med at sende en Drage til Vejrs, eller med (som Becquerel gjorde) at udskyde en Pil, der stod i Forbindelse med et Elektroskop ved en tynd Traad hvis Forbindelse med Elektroskopet blev brudt, inden Pilen faldt. Gay Lussac og Biot firede en Traad ned fra en Ballon, og fandt Potentialforskel mellem de øvre og nedre Luftlag. Ingen af disse Metoder er fuldstændig tilfredsstillende, thi de angive ikke Poten- En 0 i Mundingen af Clyde. O. a