Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

268 Nordlys. Nordlyset dog ikke den elektriske Tilstand i Atmo- sfærens lavere Lag. Den iste September 1859 indtraf et stærkt magnetisk Uvejr, og saa godt som hele Jorden over blev der iagttaget Nordlys; paa samme Tid fandt der et mærkværdigt Udbrud af Energi Sted i Solens Photosfære, men der blev ikke iagttaget nogen sam- tidig Udvikling af atmosfærisk Elektricitet. Nordlys viser sig hyppigere i Perioder paa om- trent ii'/2 Aar, hvad der passer godt med Perioden for Maksimum af magnetiske Storme (se Pkt. 144) og Solpletter. Spektroskopet viser os, at Lyset i Nordlyset skyldes Luftarter, idet Spektret bestaar af faa klare Linier, som ikke bestemt kunne henføres til noget bekendt Stof paa Jorden, men som have en almindelig Lighed med de Linier, der ses i Spektret af elektriske Udlad- ninger gennem fortyndet, tør Luft. Den sandsynligste Teori for Nordlys skyldes op- rindelig Franklin, idet han antog, at det hidrørte fra elektriske Udladninger i de højere Luftlag som en Følge af Forskellen i elektrisk Tilstand mellem den kolde Luft i Polaregnene og de varmere Luftstrømme eller l)ampe, der paa Grund af Solvarmen stige op fra Havets Overflade i de tropiske Egne. Fordampning af \and, der indeholder saltagtige Stoffer, er nemlig en Kilde til Elektrisering (Pkt. 63), og de udviklede Dampe blive positivt elektriske. Efter Nordenskjolds Anskuelse er Jordkuglen ved Polerne bestandig omgivet af en enkelt eller dobbelt Ring eller Krone af Lys, som han har givet Navnet »Nordlys-Straalekrandsen«. Den yderste Kant af denne Ring anslaar han til at ligge 30 Mil over Jordens Overflade, og dens Diameter anslaar han til omtrent 325 Mil. Nordlys-Straalekrandsens Centrum ligger ikke nøjagtigt i den magnetiske Pol, men paa 81 0 N. Br. og 80 0 0. Lgd. Denne Nordlys-Straalekrands viser sig sædvanlig som en bleg Lysbue tværs over Himlen