Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

274 Magnetisk Susceptibilitet. Enhver af disse Betragtningsmaader kan præciseres ved Indførelsen af betegnende Koefficienter. Koefficienten for Magnetisering eller Suscepti- bilitet (Modtagelighed) er baseret paa Enhed af Pol- styrke. Tænke vi os en Magnet med m Enheder af Magnetisme i hver Pol, og med Afstanden 1 mellem dens Poler, kaldes Produktet, m.l, dens magne- tiske Moment, og det magnetiske Moment divideret med Rumfanget kaldes dens Magnetiserings-Intensitet. Skønt denne Betegnelse tager sit Udgangspunkt fra Overflade-Enhed af Polstyrke, tilsigter den at give et Begreb om den indre magnetiske Tilstand. Da Rumfang er Produktet af Tværsnit og Længde, følger deraf, at dersom et hvilket som helst Stykke Jern eller Staal af ensformigt Gennemsnit kun har Overflade- Magnetisme paa Enderne, vil dets Magnetiserings-Inten- sitet være lig Styrken af Polen, divideret med Arealet af Ende-Fladen. Er I Magnetiserings-Intensiteten, have vi magn. Moment __ m . 1 m Rumfang s . 1 s ’ Antage vi nu, at denne Magnetiserings-Intensitet er fremkommen ved, at Jern er bleven anbragt i et magnetisk Felt med Intensiteten H, kunne vi udtrykke Forholdet mellem den resulterende Magnetiserings-In- tensitet I og den magnetiserende Kraft H, der frem- bringer den, ved en Tal-Koefficient k, som kaldes Magnetiserings-Koefficienten eller Susceptibiliteten. Vi have derfor: I = k . H I eller k = —. Denne Ligning maa forstaas saaledes, at for hver magnetisk Linie i Feltet er der k Enheder af Magne- tisme paa Ende-Overfladen. I magnetiske Stoffer som Jern, Staal, Nikkel o. s. v. har Susceptibiliteten, k, positive Værdier; men der er mange andre Stoffer, som Vismuth, Kobber, Kviksølv