Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

Diamagnetisk Polaritet. 317 Opløsning af samme Stof, stiller det sig med sin Længde- retning vinkelret paa Forbindelseslinien (»ækvatorialt«) og frastødes tilsyneladende, som diamagnetiske Stoffer blive det. At et Legeme stiller sig ækvatorialt, beviser altsaa kun, at det er mindre magnetisk end Mediet, som opfylder Rummet omkring det. En Ballon stiger til Vejrs i Luften som en Følge af Tyngdekraften, skønt den har en vis Masse og Vægt, idet Mediet, der om- giver den, tiltrækkes mere, end den gør. Men man har fundet, at diamagnetisk Frastødning finder Sted selv i lufttomt Rum, og heraf synes det at fremgaa, at selve Rummet *) er mere magnetisk end Stofferne, der kaldes diamagnetiske. 342. Diamagnetisk Polaritet. Faraday antog en Tid, at diamagnetisk Frastødning kunde forklares derved, at der eksisterede en »diamagnetisk Polaritet«, som var omvendt af den sædvanlige magnetiske Pola- ritet. Efter denne Anskuelse, som imidlertid Faraday selv fuldstændig forlod, skulde en Magnet, naar dens Nordpol holdes hen imod Enden af en Vismuthstang, inducere en Nordpol i denne Ende (det modsatte af hvad den vilde inducere i en Stang af Jern eller et andet magnetisk Metal), og derfor frastøde den. Weber optog denne Tanke, og Tyndall forsvarede den varmt, især efter at han havde opdaget, at den frastødende diamagnetiske Kraft er proportional med Kvadratet paa den anvendte magnetiske Kraft, en Lov, som svarer til Loven om den Tiltrækning (Pkt. 328), der skyldes den almindelige magnetiske Induktion. Der er fore- taget mange Forsøg for at opretholde denne Betragtnings- maade, og nogle Fysikere have ogsaa tænkt sig, at naar en diamagnetisk Stang ligger ækvatorialt i et Kraftfelt, skulde dens Øst- og Vest-Poler være i Besiddelse af forskellige Egenskaber. De Forsøg, der ere omtalte i det foregaaende, give dog en Forklaring, der lettere bringes i Overensstemmelse med Kendsgerningerne. *) Eller muligvis »Ætheren«, der opfylder hele Rummet.