Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

Forfatter: Silvanus P. Thompson

År: 1893

Forlag: P.G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 437

UDK: 537. Th

Til Selvstudium og til brug ved Undervisning.

Oversat af V.C.A. Jøhnke. Med 152 Afbildninger.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 468 Forrige Næste
3i8 Diamagnetisk Polaritet. Der kan ingen Tvivl være om, at Fænomenet skyldes magnetisk Induktion, og det er blevet fremhævet (Pkt. 89), at den magnetiske Induktion i et Medium af- hænger af dettes magnetiske Fordelingsevne eller »Per- meabilitet«. Permeabilitäten udtrykker imidlertid Antallet af magnetiske Linier, der induceres i Mediet for hver anvendt magnetisk Kraftlinie. En vis magnetiserende Kraft, der virker i et luftfyldt eller lufttomt Rum, vil inducere et vist Antal magnetiske Linier igennem det. Dersom det paagældende Rum var fyldt med Vismuth, vilde den samme magnetiserende Kraft inducere færre »Induktions-Linier« i Vismuthet end i det lufttomme Rum. Men de Linier, der induceres, ville løbe i samme almindelige Retning som i det lufttomme Rum, ikke i den modsatte Retning, hvad Weber og Tyndall vilde hævde. Resultatet af, at der finder mindre Induktion Sted gennem diamagnetiske Stoffer, kan vises at være, at saadanne Stoffer ville blive for- trængte fra Steder, hvor den magnetiske Kraft er stærk, til Steder, hvor den er svagere. Det er Grunden til, at en Kugle af Vismuth frastødes af en Magnet, og at en lille Vismuthstang imellem Elektromagnetens kegle- formede Poler (Fig. 110) stiller sig ækvatorialt, hvorved Enderne af den komme til at ligge der, hvor Magne- tismen er svagere. Der er ingen Grund til at tvivle paa, at en V ismuthstang vil stille sig langs Induktions- linierne i et magnetisk Felt af ensformig Styrke. 343. Magneto-krystallisk Virkning. I 1822 forudsagde Poisson, at dersom et Legeme med kry- stallinsk Struktur i det Hele var magnetisk, vilde det have forskellig magnetisk Styrke i forskellige Ret- ninger. I 1847 opdagede Pliicker, at et Stykke Turmalin, som i og for sig er svagt paramagnetisk, opførte sig som et diamagnetisk Legeme, naar det blev ophængt saaledes, at Krystallens Akse var vand- ret. Faraday, der gentog Forsøget med en Vismuth- krystal, fandt, at den søgte at stille sig med sin Krystallisations-Akse i Retning af Linierne i Feltet.