Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik
Forfatter: Silvanus P. Thompson
År: 1893
Forlag: P.G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 437
UDK: 537. Th
Til Selvstudium og til brug ved Undervisning.
Oversat af V.C.A. Jøhnke. Med 152 Afbildninger.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
3i8
Diamagnetisk Polaritet.
Der kan ingen Tvivl være om, at Fænomenet skyldes
magnetisk Induktion, og det er blevet fremhævet (Pkt.
89), at den magnetiske Induktion i et Medium af-
hænger af dettes magnetiske Fordelingsevne eller »Per-
meabilitet«. Permeabilitäten udtrykker imidlertid Antallet
af magnetiske Linier, der induceres i Mediet for hver
anvendt magnetisk Kraftlinie. En vis magnetiserende
Kraft, der virker i et luftfyldt eller lufttomt Rum, vil
inducere et vist Antal magnetiske Linier igennem det.
Dersom det paagældende Rum var fyldt med Vismuth,
vilde den samme magnetiserende Kraft inducere færre
»Induktions-Linier« i Vismuthet end i det lufttomme
Rum. Men de Linier, der induceres, ville løbe i
samme almindelige Retning som i det lufttomme
Rum, ikke i den modsatte Retning, hvad Weber
og Tyndall vilde hævde. Resultatet af, at der finder
mindre Induktion Sted gennem diamagnetiske Stoffer,
kan vises at være, at saadanne Stoffer ville blive for-
trængte fra Steder, hvor den magnetiske Kraft er stærk,
til Steder, hvor den er svagere. Det er Grunden til,
at en Kugle af Vismuth frastødes af en Magnet, og at
en lille Vismuthstang imellem Elektromagnetens kegle-
formede Poler (Fig. 110) stiller sig ækvatorialt, hvorved
Enderne af den komme til at ligge der, hvor Magne-
tismen er svagere. Der er ingen Grund til at tvivle
paa, at en V ismuthstang vil stille sig langs Induktions-
linierne i et magnetisk Felt af ensformig Styrke.
343. Magneto-krystallisk Virkning. I 1822
forudsagde Poisson, at dersom et Legeme med kry-
stallinsk Struktur i det Hele var magnetisk, vilde det
have forskellig magnetisk Styrke i forskellige Ret-
ninger. I 1847 opdagede Pliicker, at et Stykke
Turmalin, som i og for sig er svagt paramagnetisk,
opførte sig som et diamagnetisk Legeme, naar det
blev ophængt saaledes, at Krystallens Akse var vand-
ret. Faraday, der gentog Forsøget med en Vismuth-
krystal, fandt, at den søgte at stille sig med sin
Krystallisations-Akse i Retning af Linierne i Feltet.