Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

S'] O Drejning af Polarisations-Planen. en plansat Straale gaa igennem en Slags »tungt Glas« (hovedsagelig bestaaende af borsurt Blyilte), der laa i et kraftigt magnetisk Felt, mellem Polerne af en stor Elektromagnet, gennem hvis Vindinger der kunde sendes en Strøm af vilkaarlig Styrke. Den gennem- gaaende Straale gik igennem et andet Nicolsk Prisme, »det analyserende Prisme«, som blev drejet rundt, indtil alt Lyset blev lukket ude. I denne Stilling var dets egen Polarisationsplan vinkelret paa Straalens Po- larisationsplan. Naar man derefter sluttede Kredsløbet, saa man pludselig Lys gennem det analyserende Nicolske Prisme, hvilket altsaa viste, at Lyset var blevet drejet rundt i en ny Stilling, i hvilken dets Polarisationsplan ikke længere var vinkelret paa Prismets Polarisations- plan. Men blev det analyserende Nicolske Prisme drejet rundt, kunde man finde en ny Stilling (vinkelret paa Straalens Polarisationsplan), i hvilken Lyset igen blev borte. Retningen af den magneto-optiske Drejning af Polarisationsplanen er den samme (for diamagnetiske Stoffer) som den, i hvilken Strømmen gaar, der frembringer Magnetismen. Verdet, som gentog Faradays Forsøg, benyttede kraftige Elektromagneter af den Form, som er vist i Fig. no, og opdagede den vigtige Lov, at med et givet Materiale, er Drejningens Størrelse pro- portional med Styrken af den magnetiske Kraft H. Gaa Straalerne ikke ganske parallelt med Kraftliniernes Retning (som er den Retning, i hvilken man faar den største Virkning), er Størrelsen af Drej- ningen proportional med Cosinus af Vinklen, p', mellem Straalens og Kraftliniernes Retning. Den er ogsaa proportional med Længden, 1, af Materialet, gennem hvilket Straalerne gaa. Disse Love ere sammenfattede i Ligningen for Drej- ningen 0: 0 = w. H. cos ß. 1, hvor w er en Koefficient, som angiver det givne Stofs, specifiske magnetiske Drejningskraft, og som kaldes