Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

24 Fra Lavets Opløsning i 1526 til 1613. følgende Priser, efter hvilke Skomagerne skulle være plig- tige til at rette sig. Et Par Bondesko og et Par dobbelt- saalede Lakaj-Mandssko (vistnok Ankelsko) skulde sælges for en Mark, et Par ensaalede Lakaj-Sko for tolv Sk., et Par Kvindesko for tolv Sk., et Par mindre do. for ti Sk., et Par Knæstovler eller et Par Støvler til midt paa Laaret for tre Mark, »men den, som vil have lange Støvler, skal betale dem derefter«. Dette spagfærdige Forsøg fra Magistratens Side paa at ordne det nu paany stærkt opblussende Skomagerforhold, synes imidlertid slet ikke at have virket. I Januar 1605 er Kristian IV optændt af Vrede mod Kjøbenhavns Skoma- gere. Byens Indbyggere og hans Hoftjenere, berettede han, klagede i höje Toner over, at de tog fast dobbelte Priser, ja »saa meget dem selv lystede«. Grunden hertil skulde være stigende Læderpriser, idet Byens Øvrighed ikke paasaa, at Huderne af det i Byen slagtede Kvæg blev her. Kongen paabyder derfor strengelig, at disse Huder ikke maa sælges til Fremmede eller Udenbys eller maa ud- føres af Riget, og paabyder samtidig, at Borgemestere og Raad skulle have flittig Indseende med, at Skomagerne ikke tage höjere Priser for deres Arbejde, end rimeligt kan være i Overensstemmelse med Læderets Pris. Herefter kom der Liv i Magistraten. Borgemestere og Raad lod Kongens aabne Brev læse for Borgerskabet, opkaldte Byens Skomagere paa Raadhuset og befalede dem at sælge deres Sko og Stövler for bedre Kjøb end hidtil. De kla- gede imidlertid over, at de i de sidste Aar havde maattet kjøbe de Varer dyrt, som de behøvede til deres Haandværk, baade Læder, Hamp, Tælle, Fedt og Bark, og efter Forlangende indleverede de da en Række Skotöj med Angivelse af den billigste Pris, for hvilken de mente at kunne sælge det. Disse Priser indsendte Magistraten igjen