Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

Fra Enevældens første Tid. I en Konsumptions-Forordning af 1661 var der som Skatteobjekter bl. A. regnet ogsaa med de Sko, Stövler og Tøfler, som Skomagerne her i Landet fremstillede. Af hver Mark, de tog ind for dem, skulde der erlægges een Skilling i Afgift, og enhver Skomager forpligtedes samtidig til hver Løverdag »paa hans borgerlige Ed« at indbetale Afgiften paa Akciseboden. Det syntes Skomagerne slet ikke om, og Forholdet blev ikke bedre, da Afgiften i 1667 blev forandret til en Afgift efter Antallet af de Svende og Drenge, enhver Skomager beskjæftigede paa sit Værksted. Akciseforpagteren klagede over, at de kjøbenhavnske Sko- magere ikke vilde indgaa paa de Vilkaar, han havde budt dem, og i 1669 paalagde saa Kongen Kjøbenhavns Magi- strat at gjöre Exekution hos de halsstarrige blandt Me- sterne, der ingen billig Föje havde til at besvære sig eller anstille sig modvillige. Det var een Sag; i hvilken Ene- vælden traadte generende op med en uafviselig Afgjörelse, og der var flere saadanne. Hæren krævede Fodtöj. I Juni 1676 beordredes Skomagerne i Kjøbenhavn til strax og uden Forsømmelse at skaffe et Forraad paa 2000 Par Sko tilveje; men det var ikke alene Prøven, hvorefter de skulde sys, men ogsaa Prisen, de skulde leveres til, der bestemtes ovenfra, hvad der kan ses, naar Regeringen i 1710 er in- digneret over, at Skomagerne > under sig selv skal have gjort den Aftale ej at ville forfærdige et Par Soldatersko