Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

Fra Enevældens første Tid. 45 alle Anstrengelser betalte Virksomheden sig ikke. Den kunde kun henvende sig til Lavets Medlemmer, og Lavet synes ved den at have faaet en voxende Gjæld, der efter- haanden blev saa trykkende, at Oldermanden Hans Franck sammen med ti Mestere i 1723 rettede en Henvendelse om den til Kongen, hvori dens Oprindelse forklares af, at Lavets tidligere Oldermænd »saavel för Pestens Tid soln derefter have optaget en Del Kapitaler til Lavets Nødven- digheder og Garveriets Fortsættelse«. Lavet var kommet i en vanskelig Stilling, der fik dybt virkende Følger, men inden der i næste Afsnit gives nær- mere Oplysninger derom, skal der her gjöres opmærksom paa, at det ikke alene var de ændrede Garveriforhold, men ogsaa de nye Regler om, at der ikke maatte holdes Møder uden forud indhentet Tilladelse, som faldt Skomagerne for Brystet. Skomagerlavet, der har staaet trofast overfor alle gamle Traditioner, synes at have afholdt Møder paa egen Haand, og da dette saa en Gang i 1683 i Anledning af en jaget og arresteret Bönhas blev konstateret, traadte Autori- teterne op; Lavets Mestere bleve idömte Bøder til et sam- let Beløb af endog noget over 820 Rd. Overfor en saa- dan Kalamitet var der kun een Udvej. Lavets Oldermand Hans Villemsen indgik med en Suplik til Kongen. Der skulde tages en Beslutning om den ovennævnte Bönhas, skriver han; han havde strax efter sin Arrestation indgivet en Suplik til Præsidenten, der derefter ønskede en Udta- lelse af Oldermanden. Derfor lod »jeg«, hedder det saa i Ansøgningen, »nogle af mine Lavsbrødre kalde tilsammen, efterdi det gik det ganske Lavs an, og [vi] beraadslog om, hvad der skulde svares, og besluttede at lade ham løs. Samme Tid beklagede nogle Mestere sig over deres Sven- des Uvillighed og den Fortred og Skade, vi samtlige maa lide af dem, som de dog ingen Föje har til; en Del Me-