Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

Forskjellige Lavsforhold. 77 til Strid med Lavet, der selvfølgelig paa bedste Maade vær- gede sig. Og det kan saaledes bl. A. oplyses, at da det i 1778 blev opmærksom paa et Skomagerværksted, hvor syv militære Personer efter en Generalmajors Ordre forfærdi- gede Munderingssko, klagede det strax til Politiretten; et saadant Værksted stred imod en tidligere kongelig Bestem- melse, hvorefter Regimenternes Munderingssager skulde ud- føres af Lavsmestere. Sagen forblev imidlertid ikke i Po- litiretten, den gik til Kancelliet. Det var »sensibelt« for en Regimentschef at skulle underkastes Politiets Bestem- melse i Sager, der angik Regimentets indre Forfatning og Økonomi, og under 13. Maj 1778 faldt der herefter en kongelig Resolution, der gik ud paa, *at naar Skomager- lavet ikke kunde eller vilde levere lige saa godt Arbejde og til den Pris, Regimentet kunde forskaffe det ved sine egne Folk, maatte det finde sig i, at de Militære hjalp sig selv. Det var muligvis et ikke ringe Arbejde, der herved blev unddraget Skomagerlavets Mestere, og i ethvert Til- fælde vare nu de Bestemmelser omsonst, som Lavet i sin Tid havde truffet om dets Leverancer til Militæretaten. En trods sit franske Navn vistnok fra Tyskland kommen Skomager Jean Pierre Periard havde i 1764 ønsket at komme til at bestyre disse Leverancer, men med 85 Stem- mer mod 73 var det blevet vedtaget, at Bestyrelsen skulde blive hos Oldermanden. Af ikke ringe Betydning var dernæst Lavets Forhold til Garverne, og det er derfor kun naturligt, at Skomagerne, da Garverne søgte at skaffe sig forbedrede Lavsartikler, ønskede at tale et Ord med. I Januar 1731 skrev de til Kjøbenhavns Magistrat og udtalte sig stærkt imod, at Garverlavet er- hvervede et Forbud mod Indførsel til Kjøbenhavn af de Sorter Læder, som dets Medlemmer fremstillede. »Ved deres Læders Forhandling«, hedder det i Skrivelsen, »har Garverne allerede [Skomager]-Lavet temmelig hart under