Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

78 Forskjellige Lavsforhold. Tvang; hvis de imod Forhaabning skulde nyde den [her omhandlede] allernaadigste Bevilling, kan ingen Mester udi Lavet vorde bestaaende.« Desuagtet opnaaede Garverne imidlertid, hvad de ønskede; § 5 i deres nye Artikler af 3. Avgust 1731 siger, at ingen Anden maa her i Staden indføre, sælge eller falholde »nogen af de Sorter barket Læder, som af dennem forarbejdes.« Herover rejstes der imidlertid strax Klage af den kongelige Hof-Skomager Hinrich Mi- chelsen. Han følte haardt, at han nu var afskaaren fra selv at skaffe sig forskjellige Sorter fint Læder fra Holsten og Jylland. Garvernes Læder tilfredsstillede ham ikke; og ved en kongelig Resolution af 4. Juli 1732 fik han da den ønskede Indførselsret. Skomagerlavet fulgte nu efter. I 1733 stævnede det Garverlavet for Bytinget, idet det førte höj Klage over, at Kjøbenhavn led Mangel paa godt Læder, og da Skomagerlavet sammen med Sadelmager- og Rem- sniderlavet i 1734 klagede til Kongen over den Garverne tillagte uheldige Eneret, opnaaede de under 22. Oktober T734 ganske den samme Ret, som Hof-Skomageren havde faaet. For saa vidt sejrede Skomagerne over Garverne, men hele Sagen viser, at Skomagerne som saadanne væsentlig ikke garvede mere. Deres tidligere Uafhængighed paa Garveomraadet existerede ikke længere. Det nye Garver- haandværk stod som saadant helt ubestridt. Da den oven- for nævnte Skomager J. P. Periard ønskede at garve, an- søgte han om og fik — i Februar 1759 — Bevilling ti] at drive et almindeligt Garveri, og han forlod muligvis en Tid helt Skomageriet, i Marts 1763 blev han Garverfrime- ster. Der er ogsaa en anden kjøbenhavnsk Skomager, der ønsker at lægge sig efter Garveri, nemlig Peter Wörmer, der er Specialist i at gjöre engelske Støvleskafter. Han søger i 1785 Bevilling til at anlægge et Garveri og kjøber i den Anledning en större Ejendom her i Byen, men da