Min Tale
(Med Enkelte Tilføjelser)

Maaned 1919 disponerede jeg over en Kontant- beholdning paa mellem 5—600,000 Kr., der hen- siod i Landbobanken. Det manglede naturligvis ikke under Krigen paa Tilbud paa at sælge min Fabrik til Griindere, bl. a. var Russisk Handels Kompagni flere Gange ude efter den, men jeg sagde hver Gang Nej, trods mine Venners energiske Arbejde paa at faa mig til at sælge. Men jeg sagde, at jeg ikke arbejdede for Pen- genes Skyld — et Par Millioner mere kunde jeg nemt have tjent den Gang — men mit Arbejde var mit Liv, dette at skabe og sætte i Værk, og det var jo givet, at hvis Foretagendet var bleven gul- lachet, vilde det forlængst være gaaet samme Kø- dets Gang som de Foretagender, der under Kri- gen blev svindlede op i Pris. Til Gengæld er jeg nu blevet slaaet ned efter at have døjet alle Over- gangstidens Rædsler. Men Importmængden voksede stadig, selv om' Værdierne dalede, og Konkurrencen paa Gummi- markedet blev værre end i nogen anden Branche. Tyskland indførte f. Eks. sidste Aar imellem 5—600,000 Cykledæk, til en Gennemsnitsværdi, vistnok ikke langt over 2,50 Kr. medens de i Dan- mark lavede Dæk ikke kan fremstilles under Kr. 4,00, og hele Forbruget er 800,000 Stk. Kampen var for haard — jeg maatte gribe til andre Fabrikationer og kastede mig først over Fabrikationen af Autodæk, som jeg jo havde no- gen Kendskab til fra Krigen og aldrig helt havde opgivet. Denne Fabrikation regner jeg for en af de sværeste indenfor Gummiindustrien, fordi de 16